Økologi fra Naturmælk til socialt udsatte

ØKOLOGI – Naturmælk leverer til Michelin-restauranter, men også til socialt udsatte i hele Region Syd via FødevareBanken.

Naturmælk i Tinglev donerer økologiske mælkeprodukter til socialt udsatte medborgere.

Det lille økologiske mejeri Naturmælk er en af de helt store leverandører til de nogle af de fineste danske Michelin-restauranter. Men mejeriet donerer desuden overskudsproduktionen til FødevareBanken, og på den måde får socialt udsatte på herberger, væresteder og kvindehjem også glæde af nogle af de økologiske fødevarer.

Det drejer sig om både mælk, yoghurt og oste, som mejeriet får til overs, fordi der er blevet produceret lidt mere, end butikkerne har solgt.

- Det løfte vi har givet vores kunder og lovet os selv at overholde, betyder at vores kunder fra dag til dag skal kunne få alle vores produkter. For at kunne leve op til den leveringssikkerhed, er vi nødt til at lave en vis overproduktion, for vi kan aldrig ramme 100 procent rigtigt, fortæller salgs- og marketingschef Nelly Frees Riggelsen fra Naturmælk.

Overproduktionen leveres cirka en gang om ugen til FødevareBankens lager i Kolding og bliver herefter videredistribueret til væresteder, herberger, kvindehjem m.m. i hele Region Syd.

Alternativet er at smide det ud
Naturmælk er et mejeri, der i årtier er gået op i bæredygtighed og derfor falder donationer til FødevareBanken dem helt naturligt.

- Selvom vi bestræber os på at ramme så rigtigt som muligt, vil vi altid have en overproduktion og for os giver det så god mening, at vores gode produkter kommer socialt udsatte til gode i stedet for at blive smidt ud, som ville være alternativet, siger Nelly Frees Riggelsen.

FødevareBankens direktør Karen-Inger Thorsen er også meget glad for samarbejdet.

- De lækre varer fra Naturmælk er med til at understrege det, som er FødevareBankens kendetegn, nemlig at vi formidler mad, der aldrig nogensinde er for gammel, men som på grund af forskellige omstændigheder alligevel ikke kan sælges. Det siger jo desværre også noget om de udfordringer vi har i vores samfund, når varer af så ekstrem høj kvalitet ville blive kasseret, hvis ikke FødevareBanken fandtes, siger hun.

Bekæmper madspild og madfattigdom
FødevareBanken er en non-profit organisation, der bekæmper madspild og madfattigdom i Danmark.

På den ene side kasseres der dagligt enorme mængder mad i fødevarebranchen, hvilket betyder spild af ressourcer og en belastning for miljøet. På den anden side er en del af de dårligst stillede i vores samfund ofte frataget muligheden for et dagligt og nærende måltid, som har afgørende betydning for deres sundhed.

- Det kæmper vi for at ændre, erklærer FødevareBanken.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: