Øko-eksport til Frankrig fordoblet på fem år

ØKOLOGI – Danmarks eksport af økologiske fødevarer til Frankrig er fordoblet på fem år, viser nye tal. De samlede eksportindtægter nåede i 2014 op på 118 millioner kroner.

Franske forbrugere er vilde med økologi. Foto: Colourbox

På fem år har danske virksomheder fordoblet eksporten af økologiske fødevarer til Frankrig. Det viser nye tal fra Landbrug & Fødevarer. De samlede eksportindtægter nåede i 2014 op på 118 millioner kroner.

Ni ud af ti franskmænd har spist økologiske produkter i løbet af 2015, og hele 65 procent spiser økologi mindst en gang om måneden.

Salgstallene for fransk detailhandel nåede sidste år sit hidtil højeste niveau på over 5,5 milliarder euro, hvilket svarer til knap 41 milliarder kroner. Det er en stigning på ti procent i forhold til 2014.

Den positive udvikling skyldes i høj grad øget udbud og bedre distributionsmuligheder, men også et ønske om højere fødevaresikkerhed, større autenticitet og bedre smag, viser en ny analyse fra Landbrug & Fødevarer.

Større potentiale
- Eksporten af økologiske fødevarer fra Danmark til Frankrig er tæt på en fordobling på bare fem år – fra 70 millioner kroner i 2009 til 118 millioner kroner i 2014. Tallet for 2015 er ikke klar endnu, men det er vores klare forventning, at de er endnu højere. Derfor vurderer vi, at der er yderligere potentiale for at øge øko-eksporten til Frankrig, som er et af de største eksportmarkeder for dansk økologi, siger Mette Gammicchia, der er afdelingsleder for Afsætning, Ernæring & Markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer.

Her er man i gang med et stort eksportfremstød, der skal være med til at sikre den høje danske markedsandel. Otte danske økologiske virksomheder mødes i disse dage med forskellige franske grossister på den anerkendte SIAL-madmesse i Paris.

- Lige nu er der generelt en stor interesse for dansk økologi. I Frankrig handler det især om de mange spændende danske nicheprodukter som for eksempel økologisk øl, øko-barer, øko-sodavand uden sukker og økologisk is til småt-spisende, som de franske producenter ikke selv producerer. De produkter følger de trends, vi ser på markedet herhjemme – og dem vil franskmændene naturligvis også gerne have, siger Mette Gammicchia, der er med på madmessen i Paris, hvor de danske virksomheder får meget stor opmærksomhed.

Danske deltagere på SIAL

  • Coffeebrewer Nordic
  • Mät, Naturfrisk
  • House of Originals
  • Biosynergy A/S – Is fra Skarø
  • Vision Foods Danmark
  • ZoZozial Coffee
  • Woodshade Organics

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: