Obama vil sætte ind mod klimatruslen

USA’s genvalgte præsident Barack Obama lover, at han i sin anden periode vil tage personligt ansvar og sætte ind på at bremse de menneskeskabte klimaforandringer.

Obama trøster Donna Vanzant, et offer for orkanen Sandy, der kort før præsidentvalget ramte den amerikanske østkyst og forårsagede store ødelæggelser. (Foto: Official White House Photo by Pete Souza).

Det sagde han onsdag på et tv-transmitteret pressemøde. Det første siden han 6. november blev genvalgt.

Han tager fat med det samme og vil allerede i løbet af de næste uger indkalde forskere, eksperter og folkevalgte for at drøfte, hvad man kan på kort sigt kan gøre for at opnå forbedringer og begrænse udledningen af klimaskadelige gasser.

Reelle og menneskeskabte
- Jeg er overbevist om, at klimaforandringerne er reelle, at de er påvirket af menneskelig adfærd og udledning af drivhusgasser. Og som en konsekvens tror jeg, vi har fået en forpligtelse i forhold til kommende generation til at gøre noget ved det, sagde Obama på pressemødet.

Det er første gang, han offentligt har sagt, at han personligt vil tage et ansvar for, at der bliver gjort noget.

Monsterorkan vendte stemningen
Både Obama og hans modkandidat Mitt Romney forholdt sig under den lange præsidentkampagne påfaldende tavse om klimaforandringerne, som især i republikanske kredse kan være et særdeles kontroversielt emne.

Mitt Romney scorede således klapsalver og høj latter, da han gjorde grin med Obamas løfter om at sætte ind mod de globale klimaforandringer.

Men efter monsterorkanen Sandy, hvor Obama vandt stor respekt for sin håndteringer af katastrofen og flere ledende personligheder, blandt andet New Yorks borgmester offentligt erklærede deres støtte netop på grund af Obamas klima-synspunkter, vendte stemningen, og tiden var pludselig ikke længere til dårlige vittigheder om klimaforandringer.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: