Ny viden om økologi fra danske forskere

ØKOLOGI: En stor fyldig rapport med Ny viden om økologi giver overblik over den nyeste forskning i økologiske fødevaresystemer, der ifølge fødevareminister Dan Jørgensen er med til at sikre mindre klima- og miljøbelastning, bedre sundhed og dyrevelfærd og højere udbytter på markerne.

Ny viden om økologi giver et populært overblik over den nyeste forskning inden for økologisk landbrug og fødevareproduktion i Danmark.

Danmarks internationale center for forskning i økologisk jordbrug og fødevarersystemer, ICROFS, har netop udgivet Ny viden om økologi, som giver et populært overblik over den nyeste forskning inden for økologisk landbrug og fødevareproduktion i Danmark. Sytten netop afsluttede forskningsprojekter fortæller om deres resultater.

Danmark står stærkt, når det gælder økologisk fødevareproduktion, fordi produktionssystemerne løbende bliver udviklet, og fordi der konstant bliver forsket i at gøre produktionsmetoderne bedre og mere miljøvenlige.

Den seneste udgivelse fra ICROFS – Ny viden om økologi – præsenterer resultaterne fra 17 forskellige økologiske forskningsprojekter. Det er dels danske forskningsprojekter, som hører under forskningsprogrammet Organic RDD, dels fælles europæiske projekter under programmet CORE Organic.

Begge programmer er støttet af Fødevareministeriet via Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) og bliver koordineret af ICROFS.

Ny viden om økologi præsenterer en række interessante, nytænkende projekter, der for eksempel undersøger, hvordan fodermel af fluelarver kan levere de rigtige aminosyrer til høns, hvordan lokalt producerede bælgplanter kan erstatte importeret soja i svineproduktionen, og hvordan urter kan bruges til konservering af økologiske kødvarer i stedet for nitrit, for bare at nævne et udpluk af emnerne.

Dan Jørgensen: Vigtige og innovative resultater
I forordet skriver fødevareminister Dan Jørgensen om de sytten forskningsprojekter:

- Dette er gode eksempler på vigtige og innovative resultater, der både fremmer det danske økologiske landbrugserhverv og samtidig tager hånd om globale udfordringer. Som fødevareminister glæder jeg mig over disse spændende og brugbare resultater, og jeg vil understrege vigtigheden af, at vi som samfund fortsat støtter forskning, udvikling og demonstration i økologisk landbrugsproduktion – og dens sammenhæng med omverdenen.

- For som vi kan se, er det resultater, der er med til at sikre mindre klima- og miljøbelastning, bedre sundhed og dyrevelfærd og højere udbytter på markerne. Det har vi brug for, hvis vi skal skabe en bæredygtig vækst i landbruget. Og det giver samfundsgoder, der kommer os alle til gavn, fortsætter ministeren.

Download:
Ny viden om økologi – Resultater fra forskningsprogrammerne Organic RDD og CORE Organic, 2011-2015.

OrganicToday.dk samarbejder med ICROFS – Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer og bringer jævnligt artikler med ny viden fra den økologiske forskning.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: