Ny bog om den danske natur genkomst

Rune Engelbreth Larsen har netop udsendt sin anden store naturbog.

NY BOG – Stor naturbog, fyldt med masser af billeder af Rune Engelbreth Larsen fortæller for første gang historien om de store genskabte danske naturområder og om ulvens, havørnens, tranens, bæverens og alle de øvrige arters genkomst.

Rune Engelbreth Larsen er uddannet idéhistoriker og politisk klummeskribent ved Politiken.

I 199 år var ulvene udryddet i Danmark, men i løbet af blot et år er mindst 11 ulve vendt tilbage af sig selv. Og der er sket meget mere.

Efter årtiers, århundreders og i nogle tilfælde årtusinders fravær er ikke blot ulve, men også havørne, kongeørne, traner, vildsvin, elge, bævere og bisoner atter en del af virkeligheden i den danske natur. Eller på vej til at blive det. Og naturarealer, der i det 19. og 20. århundrede blev pløjet op, inddæmmet eller på anden vis fjernet fra landkortet, er sine steder igen ved at blive til varieret og artsrig natur.

Hvor, hvorfor og hvordan er det sket?
I Den danske naturs genkomst tager forfatter og naturfotograf Rune Engelbreth Larsen læseren med på en oplevelses- og oplysningsrejse og fortæller i ord og billeder om fascinerende arter, der de senere år er vendt tilbage til Danmark, og om bestræbelserne på at bevare, skabe eller genskabe en række naturområder.

Bogens mere end 160 naturfotografier og 20 naturkort illustrerer natur og artsrigdom, der inspirerer til opdagelsesrejser i danske landskaber, som de færreste kender, og som endnu færre har besøgt.

Naturen er trængt
Men Den danske naturs genkomst er i høj grad også en fortælling om naturens problemer i en tid, hvor flere og flere arter samtidig forsvinder uden større opmærksomhed, og hvor mange eksperter vurderer, at naturen er mere trængt end nogensinde før i hele menneskehedens historie. Derfor er der både meget at lære og meget at opleve, når vi ser på naturområder og arter, der trodser udviklingen – og viser, hvordan naturafvikling kan vendes til naturudvikling og artsrigdom.

Forfatteren Rune Engelbreth Larsen (f. 1967) er idéhistoriker og politisk klummeskribent ved Politiken. Han er også passioneret naturformidler og naturfotograf. Den danske naturs genkomst er hans anden store naturbog. Tidligere har han skrevet Danmark er en kvinde – på genopdagelse i den danske natur (2009). Den danske naturs genkomst udkommer i boghandlen den 5. september.

Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomst. Forlaget Dana. 92 sider. Stort format (30 x 21 cm). Hardback. 10 naturområder. 20 kort. Over 160 fotografier.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: