Naturen vandt over landbrugets interesser

LUFTFORURENING – Miljøudvalget i EU vil beskytte natur og mennesker og siger nej til at favorisere landbrugets snævre økonomiske interesser.

EU's miljøudvalg stemte for stramme regler for luftforurening. Foto: Colourbox

Europaparlamentets Miljøudvalg besluttede i går at beskytte naturen og befolkningen i stedet for at favorisere landbrugets snævre økonomiske interesser.

Et kvalificeret flertal i Parlamentets Miljøudvalg stemte for et nyt National Emission Ceilings Direktiv, der skal begrænse den grænseoverskridende luftforurening. Det Økologiske Råd og Danmarks Naturfredningsforening jubler.

- Jeg er stolt over, at medlemmerne af Europaparlamentets Miljøudvalg besluttede at beskytte naturen og befolkningens helbred frem for landbrugets snævre økonomiske interesser. siger en tilfreds Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Det Økologiske Råd.

400.000 dør for tidligt
Ifølge Kommissionens dør der hvert år ca. 400.000 europæere for tidligt grundet luftforureningen, mens mange millioner bliver alvorligt syge. De tilknyttede samfundsøkonomiske omkostninger er ca. 3.750 milliarder kroner årligt.

Til sammenligning er Danmarks samlede BNP ca. 1.800 milliarder kroner årligt. Herhjemme dør der ca. 3.000 danskere hvert år grundet luftforurening, mens titusinder bliver alvorligt syge.

Luftforureningen koster ifølge den seneste opgørelse det danske samfund 25-30 milliarder kroner årligt.

Grænseoverskridende forurening
Luftforurening er pr. definition grænseoverskridende forurening. I de fleste EU-lande (incl. Danmark) kommer 70-80 procent af luftforureningen fra udlandet. Derfor er det uhyre vigtigt med en international aftale for at få nedbragt grænseoverskridende luftforurening, understreger de grønne organisationer.

National Emission Ceilings Direktivet (NECD) er netop den EU’s aftale, der nedbringer grænseoverskridende luftforurening i EU. Hvis luftforureningen skal reduceres, er det derfor  afgørende med stramme regler , og det var netop hvad Parlamentets Miljøudvalg bekræftede i går ved at stemme for et direktiv, der var strammere end Kommissionens udkast.

Det tidligere NECD, der udløb i 2010, har været et af EU’s bedste værktøjer til at nedbringe den stærkt sundhedsskadelige luftforurening og har sparet millioner liv i EU.

Landbrugets ammoniakforurening vejer tungt i Danmark
I Danmark er de største kilder til luftforurening landbrugets ammoniakforurening og partikelforurening fra brændefyring.

NECD regulerer ammoniak- og partikeludledningen (samt andre typer forurening) og nedbringer frem for alt den grænseoverskridende forurening. Derved reduceres forureningen både i Danmark og resten af EU.

Ifølge Kommissionen vil gevinsterne ved at reducere luftforureningen være ca. 10 gange større end renseomkostningerne. I Danmark er det for eksempel 5-10 gange billigere at reducere ammoniakforureningen via rensning end at betale helbredsskaderne fra landbrugets forurening.

Hård kamp venter
Fremadrettet står miljø- og sundhedsorganisationerne dog overfor en hård kamp frem mod afstemningen i Europarlamentet til efteråret.

Særlig de ressourcestærke landbrugsorganisationer vil bruge tiden på at få deres mange lobbyister til at påvirke medlemmerne af Europaparlamentet til at udvande direktivet til skade for befolkningens sundhed, naturen og økonomien i EU, siger Kåre Press-Kristensen, seniorrådgiver i Det Økologiske Råd.

- Det bliver en hård kamp frem mod afstemningen i Parlamentet. De rige landbrugsorganisationer har 1.000 gange flere penge og lobbyister end miljø- og sundhedsorganisationerne. Men vi er klar til at tage kampen op, siger han.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: