Ministre erklærer krig mod superbakterier

Efter lang tids tavshed reagerer fødevareminister Mette Gjerskov og sundhedsminister Astrid Krag nu i sagen om de farlige MRSA-bakterier, der  udgør et voksende sundhedsproblem.

Svin på vej til slagteriet. (Foto: Danish Crown)

I en fælles udtalelse siger de to ministre, at de vil stoppe spredningen af multiresistente bakterier i landbruget og stoppe de farlige bakteriers fremmarch.

De nedsætter nu en aktionsgruppe, som skal komme med forslag til, hvordan de farlige bakterier MRSA og ESBL kan stoppes. Bakterierne er farlige, fordi de er resistente over for antibiotikabehandling og kan smitte mennesker.

- Bravo, Gerskov og Krag – så mangler vi bare at få stoppet hemmeligholdelsen af 1500 inficerede svinefabrikker, siger journalist og forfatter Kjeld Hansen, der for nylig blev sigtet for at identificere en halv snes inficerede svinelandbrug med navn og adresser.

Kjeld Hansen risikerer nu et halvt år bag tremmer, hvis han dømmes for at have offentliggjort oplysningerne.

Flere bliver smittet
For nyligt har en rapport fra DTU vist en stigning i antallet af MRSA-smittede danskere. Rapporten peger på at smitten blandt andet kan skyldes, at flere og flere slagtesvin de seneste år er blevet smittet med MRSA.

Mette Gjerskov går nu til modangreb mod de multiresistente bakteriers fremmarch.

- Det bekymrer mig, at vi ser en stigning i antallet af MRSA-smittede slagtesvin. Det er et problem for de mennesker som arbejder med dyrene og for deres familier. Når vi samtidig ser en stigning hos befolkningen generelt, er det et problem regeringen tager meget alvorligt. Derfor skal aktionsgruppen afdække, hvordan spredningen sker og komme med forslag til, hvordan vi stopper spredning af smitten, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Da Kjeld Hansen for nylig blev sigtet, undrede han sig over, at myndighederne bruger så meget energi på at beskytte de inficerede svinebesætninger.

- Det ville være mere relevant at bruge alle kræfter på at bremse udbredelsen af disse modbydelige stafylokokker, sagde han til OrganicToday.dk

Skal kunne behandle infektionssygdomme
Nu har fødevareministeren og sundhedsministeren så taget affære.

Frie bønder efterlyste for nylig en reaktion fra sundhedsminister Astrid Krag i sagen om MRSA. Nu nedsætter hun sammen med sin ministerkollega en aktionsgruppe.

- Vi skal også fremover kunne behandle infektionssygdomme med antibiotika. Derfor er det meget vigtigt, at vi både i landbruget og sundhedsvæsenet bliver klogere på, hvordan vi undgår, at der kommer flere multiresistente bakterier, som kan være livstruende for både mennesker og dyr. Og den viden kan aktionsgruppen forhåbentlig være med til at give os, siger sundhedsminister Astrid Krag.

Aktionsgruppen vil bestå repræsentanter fra Fødevareministeriet og Sundhedsministeriet samt forskningsverdenen og erhvervet.

Bakterier bliver modstandsdygtige
Der er en klar sammenhæng mellem forbruget af antibiotika og bakteriers resistens. Derfor har fødevareministeren også lagt op til en stramning af antibiotikaforbrug i det nye veterinærforlig, som ministeren netop nu søger opbakning til i forhandlinger med Folketingets partier.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) fandt desuden lydhørhed, da hun for nylig tog problemstillingen omkring ESBL-bakterier op med sine ministerkollegaer i EU. EU’s forbrugerkommissær lovede ministeren at sikre udfasning af de antibiotika, der ligger bag problemet, oplyser ministeriet.

DTUs Danmap-rapport, som udkom i begyndelsen af måneden viste en stigning på 18 procent fra 2010 til 2011 i antallet af smittede danskere. Antallet af smittede svinebesætninger lå konstant på 16 procent, men rapporten viste en stigning i antallet af smittede svin på slagterierne til 44 procent.

 

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: