Meyers og Coop lancerer nye økologiske brød

MAD – Først kom melet. Nu er turen kommet til Meyers brød, som nu er at finde i mere end 350 Coop-butikker fra Danmarks sydligste punkt, Gedser, til Harboøre i Nordjylland. I første bølge bliver det Dagli’Brugsen, SuperBrugsen og Kvickly, som blandt andet skal sælge Meyers økologiske brød og kanelsnurrer.

Lækkert økologisk hvedebrød og andre varianter fra Meyers kan nu fås i mere end 350 Coop-butikker over hele landet.

Et udvalg af Meyers Bageris største hits vil ikke længere kun vil være forbeholdt københavnere. Samarbejdet mellem Coop og Meyers betyder, at ølandshvedebrød, rugbrød og kanelsnurrer fremover kan kan købes i Dagli’Brugsen, SuperBrugsen og Kvickly over hele landet.

De enkelte butikker kan frit vælge hvilke brød- og kagevarianter fra Meyers, de ønsker i sortiment.

En vision om det bedste brød til danskerne

Den økologiske landmand Per Grupe fra Mørdrupgaard i Nordsjælland og Claus Meyer mødtes for knap ti år siden omkring den simple ide, at bedre brød er en rejse for alle, og at økologisk korn fra bønder i Danmark kan danne grundlag for noget af det bedste brød i verden.

Samarbejdet mellem de to herrer har været medvirkende til en renæssance for gamle og sjældne kornsorter som for eksempel ølands- og purpurhvede, og en øget bevidsthed i befolkningen omkring gevinsten ved at bage med kvalitetsmel.

Økologisk korn fra Norden
Siden åbningen af det første Meyers Bageri på Nørrebro i 2010, har Meyers bagt alle sine brød af mel fra økologisk korn dyrket i Norden. Sådan vil det fortsat være og såningen er også i 2016 planlagt, så Per Grupe og cirka 30 andre udvalgte bønder i Danmark og Sydsverige, som Meyers samarbejder med, vil være de primære leverandører.

- Jeg er meget glad for, at vi med dette træk giver flere danskere nem adgang til et koldhævet brød bagt af lokalt økologisk mel. Melet kan i øvrigt fås i de fleste Coops butikker og opskrifter på alle produkterne og bage-instruktionsvideoer er tilgængelige på meyersmad.dk. I den sidste ende håber og tror jeg, at samarbejdet med Coop, nu også omkring brød, får flere til at bage selv, siger Claus Meyer.

- At bringe bedre kvalitet ud til flere danskere er en central del af Coops Madmanifest, hvor vi blandt andet lover vores kunder, at Vi vil sætte mere smag på din hverdag og Vi vil give dig flere gode madoplevelser. Med aftalen med Meyers indfrier vi de løfter med fantastisk brød, hvor man virkelig kan smage forskellen, siger Jens Visholm, koncerndirektør i Coop.

Brød, der skåner grundvandet

Brødet, der bliver bagt på økologisk mel, giver i øvrigt en god smag i munden på flere måder, fordi det har en positiv effekt på vores fælles grundvand. Beregninger fra Økologisk Landsforening har vist, at hvis man bager af 1 kilo økologisk korn i stedet for konventionelt, sparer man 306 liter grundvand for at risikere et møde med pesticid-rester.

Meyers økologiske brød kan allerede købes i udvalgte butikker. I løbet af de næste få måneder udvides sortimentet løbende, så brød- og kageelskere i hele landet også snart vil kunne hente croissanter, pain au chocolat og boller.

I sortimentet findes følgende produkter til vejl. pris:

  • Ølandshvedebrød: 35 kr.
  • Meyers hvedebrød: 30 kr.
  • Rugbrød med græskar- og solsikkekerner: 35 kr.
  • Kanelsnurrer: 18 kr.
  • Hindbærsnitter: 20 kr.
  • Mørke chokoladebrownies: 20 kr.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: