Mette Vaarst: Man skal tage hakken i egen hånd

ØKOLOGI – Menneskers beslutninger, handlinger og samspil med omverdenen er afgørende. Både når man vil reducere forbruget af antibiotika i en nordjysk dansk kvægbesætning, og når et landbrug i Uganda skal omlægges til økologi. Det mener Mette Vaarst – dyrlæge med et antropologisk twist.

Mette Vaarst: Folk skal tage hakken i egen hånd. Jeg tror, det er den forandring, jeg allerhelst vil bidrage til. Ikke kun i Afrika, hvor hakken er fysisk og konkret, men også alle mulige andre steder. Foto: Ulla Skovsbøl

Det er mennesker, deres beslutninger, handlinger og samspil med hinanden og og omverdenen, der er afgørende for, om en økologisk omstilling lykkes – både i Danmark og i Afrika. Det mener Mette Vaarst – dyrlæge med et antropologisk twist.

- Change – what is change? Hvad forstår I ved forandring?

En lille kvinde i en stor grøn batikkjole taler ivrigt, mens hun med en blå filtpen fylder de hvide plancher på væggene i det katolske kursuscenter uden for byen Fort Portal i Uganda.

Det er dyrlæge Mette Vaarst, som sammen med det tidligere forstanderpar på Den Økologiske Jordbrugsskole – Aage og Inge Lis Dissing – holder kursus for knap 30 ugandiske mænd og kvinder fra landsbyer i oplandet. Til daglig forsker hun i husdyrvelfærd på Aarhus Universitet i Foulum, og jobbet i Uganda er et frivilligt, ulønnet feriejob.

- What is your target?, fortsætter hun, og filtpennen flintrer afsted. Vil man forandre noget, må man sætte sig et mål først, så forandring ikke bare er, at noget bliver anderledes, men at det bliver anderledes på den måde, man ønsker sig.

Fra epidemiologi til antropologi
Tilhørerne sidder i en halvcirkel i deres fineste søndagstøj og lytter opmærksomt. Hjemme i landsbyerne dyrker de økologisk kaffe, kakao, majs, bønner, bananer og mange andre afgrøder. De holder grise, geder og langhornede køer. De er kommet til Fort Portal for at evaluere deres samarbejde om afsætning og udvikle nye strategier for deres salg og markedsføring af økovarer.

Agro-økologiske dyrkningsmetoder spiller en stigende rolle i Uganda, for under østafrikanske forhold giver økologien ofte både højere udbytter og bedre indtjening uden brug af bekostelige hjælpemider. Cirka 1,2 millioner småbønder har omlagt deres bedrifter.

For en udenforstående kan det synes paradoksalt, at de økologiske småbønders lærer er en dyrlæge fra Danmark, men for Mette Vaarst er det helt naturligt. Siden hun var ung dyrlægestuderende, har hun interesseret sig for miljø, dyrevelfærd og bæredygtighed i landbruget. Med årene har hun flyttet fokus fra epidemiologi til antropologi, og den afrikanske bibeskæftigelse falder i naturligt forlængelse af den faglige udvikling, hun har gennemløbet, siden hun begyndte på veterinærstudiet i 1983.

Mette Vaarst hjælper mennesker med at skabe forandring. Foto: Ulla Skovsbøl

Mennesket en afgørende faktor
- Der var ikke mange inden for landbruget, som ­beskæftigede sig med kulturen omkring bestemte typer driftsledelse og psykologiske faktorer, der får folk til at forholde sig forskelligt for eksempel til et dyrs sygdom. I mit fag bliver den slags tit betragtet som subjektivt og uvidenskabelig, forklarer Mette Vaarst.

- Men det gik efterhånden op for mig, at de valg, mennesker tager, er det allermest udslagsgivende for eksempelvis dyrs sundhed, men min veterinære uddannelse gav mig ikke og redskaber til at forstå det på et videnskabeligt grundlag, siger Mette Vaarst.

Mens hun først i 1990erne arbejdede på sin phd om sundhed og sygdomshåndtering i danske økologiske malkekvægsbesætninger, blev hun mere og mere klar over, at hun ikke havde redskaber nok i veterinærmedicinen. Hun søgte dem derfor sundhedsantropologi på Aarhus Universitet, hvor begyndte på et masterstudium i 1996.

- Det var en enorm lettelse for mig at læse antropologi, for jeg fik pludselig et fundament for at være videnskabelig på en anden måde. Det betød dog også, at jeg bevægede mig bort fra epidemiologien. Ikke fordi den ikke er vigtig, men fordi jeg gerne ville nå dybere med at belyse betydningen af menneskers valg, siger hun.

Den indfaldsvinkel er også brugbar, når det drejer sig om at hjælpe ugandiske øko-landmænd til at forbedre deres produktion og markedsføring.

Involvering er et must
Mens Mette Vaarst taler om forandring, kravler to småbørn pludrende rundt på gulvet og giver deres besyv med, men det distraherer tilsyneladende ikke kursisterne. De vender sig to og to mod hinanden og fordyber sig i diskussion af spørgsmålene på de hvide plancher: Hvilke forandringer har I oplevet i jeres landsby og lokalsamfund, siden I begyndte at samarbejde om markedsføring? Hvordan er det sket og hvorfor? Og hvad kan I bruge de erfaringer til?

Rummet fyldes af summende samtaler på flere forskellige sprog, og for en tid er der ikke brug for kursuslederen. Og sådan skal det være. Kursisterne skal lære af hinanden. De skal deltage, involvere sig. Det er grundprincip for Mette Vaarst, når det gælder læring, rådgivning, forskning og evaluering i Uganda såvel som i Danmark. Hun vil helst sætte ordet participatory foran det hele.

- De erfaringer jeg har gjort i Afrika med rådgivning gennem de såkaldte ”farmers field schools” og siden gennem noget, vi kalder farmer family learning groups har fået mig til at bide mig fast i de metoder, der er båret af deltagerinvolvering, forklarer hun.

- At bringe folk sammen, så de kan udveksle og lære sammen med udgangspunkt i deres eget liv og deres egen hverdag og egen erfaringer. Det er det, der virker. Man lærer ikke noget, hvis det ikke er forankret i ens egen erfaringsverden og ikke føles relevant.

Mette Vaarst overværer en af gruppediskussionerne under et kursus i Fort Portal i Uganda. Foto: Ulla Skovsbøl

Nordjyder lærer af Uganda
Mette Vaarst kom til Uganda første gang i 2000 for at hjælpe kvægbrugere med at bekæmpe flåtbårne sygdomme. Landmændene forventede, at de skulle have moderne teknologi og blå væske til at hælde på flåterne, men Mette Vaarst og hendes kolleger fandt hurtigt ud af, at de flåtbårne sygdomme bare var ét af mange problemer. Det vigtigste var mangel på viden om kvægets pasning, fordring, sygdom og sundhed.

Så i stedet for at uddele medikamenter oprettede de farmers field schools i landsbyerne, hvor landmændene selv definerer de problemer, de vil arbejde med og hjælpe hinanden til at lære. Det viste sig at fungere så godt, at Mette Vaarst ikke var i tvivl om metoden, da hun i 2003blev kontaktet af Thise Mejeri, som ville hjælpe de økologiske mælkeleverandører til at reducere antibiotikaforbruget.

I Nordjylland kom konceptet til at hedde staldskoler, men princippet var det samme: De enkelte landmænd skulle selv finde ud af, hvad de ville arbejde med, og på skrift besøge hinanden og være hinandens rådgivere.

Og konceptet fungerede! Deltagerne reducerede deres antibiotika-forbrug til det halve, selv om det ikke var stort i forvejen. I 2010 var det fortsat lige så lavt eller endnu lavere. Det var ikke fordi, landmændene var holdt op med at behandle syge dyr, men dyrene blev ikke syge.

- Det at man selv sætter problemerne på dagsordenen og inviterer kolleger til at komme med ideer til, hvad man kan gøre ved det, er en meget virksom model – i både Thise og Uganda og alle andre steder, siger Mette Vaarst.

Forandring må der til
I kursuslokalet i Fort Portal er gruppediskussionerne færdige. En efter en rejser kursisterne sig og fortæller om forandring.

For én er det klimaforandringer. Vejret forandrer sig. Regntiden trækker ud, og det er blevet sværere at tørre kakaobønnerne i solen. Det er en dårlig forandring.

- Forandring kan også være noget godt, siger en anden. I hans landsby har beboerne oplevet positive forandringer, efter de begyndte at dyrke jorden med agro-økologiske metoder: Højere udbytter, mere alsidig produktion, bedre indtjening og nye former for samarbejde.

Mette Vaarst skriver de mange bud på forandringer op.

- Forandring er at bevæge sig fra en situation til en anden, opsummerer hun.

- Og uanset om det er positive eller negative forandringer, er det vigtigt at identificere de muligheder, der ligger i en forandret situation og finde ud af, hvordan man undersøger og vurderer, om forandringerne har bragt en nærmere det mål, man ønsker at nå.

Meningsfuldt og berigende
Målet er man derfor også nødt til at gøre sig klart. Men selv indrømmer hun, at hun aldrig har formuleret målet for sit eget liv og sit professionelle virke så klart, som hun opfordrer uganderne til.

- Jeg tror mit mål er at være til nytte for andre mennesker og for verden. Bidrage med min faglighed, der hvor den kan bruges. At gøre det, er både enormt spændende, meningsfuldt og berigende for mig selv, siger hun eftertænksomt.

Men forandring? Hvilken forandring vil du selv bidrage til? Hun tøver lidt og siger så:

- At folk tager hakken i egen hånd. Jeg tror, det er den forandring, jeg allerhelst vil bidrage til. Ikke kun i Afrika, hvor hakken er fysisk og konkret, men også alle mulige andre steder.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: