Mejlgade i Aarhus kan blive testområde for grøn omstilling

GRØNT BYLIV – Indre by i Aarhus fejrer grønt byliv i morgen lørdag og forvandler Mejlgade til et laboratorium for grøn omstilling med musik, stemning, boder og og masser af inspiration i baggårdene.

Mejlgade inviterer til Grønt Byliv i morgen lørdag fra klokken 10 til 17.

Så er det i morgen lørdag fra 10 til 17, at Mejlgade i Aarhus hejser den grønne fane og inviterer til grønt byliv med masser af stemning, musik og bæredygtig inspiration.

Grønt byliv er en årligt tilbagevendende arrangement, som finder sted i Mejlgades baggårde, på selve gaden og det nærliggende Latinerkvarter, som sætter alle sejl til at for at navigere Aarhus i en grøn og bæredygtig retning.

I løbet af dagen kan du møde en lang række af små og store virksomheder og organisationer, som er med til at skubbe på den grønne omstilling og står parat med tips og gode råd for at inspirere til en grøn hverdag. Du kan høre om urban farming, biodiversitet i byerne, permakultur, kredsløbsvæksthuse og meget andet.

Testområde for grøn omstilling

Mejlgade Lab vil skabe en grøn bydel midt i Aarhus.

- Vi vil gerne understøtte en grøn omstilling i vores bydel og forbedre livskvaliteten for de mennesker, der bor i området, siger Jonatan Marcussen fra NGO-organisationen Mejlgade Lab, som står bag arrangementet.

Han håber, at den indre by kan blive et testområde for grøn omstilling med cirkulær økonomi, grønne tage, recirkulering og og genanvendelse af affald og ressourcer.

Teknisk udvalg i Aarhus Byråd behandler i øjeblikket et oplæg til en helhedsplan for bydelen, som tager udgangspunkt i cradle-to-cradle, som kort fortalt handler om at afsætte så lille et økologisk fodaftryk som muligt ved at spare på ressourcerne og svine mindre.

- Jeg tror, kommunen er interesseret og vi håber meget, at planen går igennem, siger Jonatan Marcussen, som har en fortid i reklamebranchen, men nu bruger al sin tid på grønne projekter med udgangspunkt i Mejlgade Lab.

Grønt socialt netværk
Med afsæt i virksomhedernes grønne produkter og idéer vil Mejlgade Lab forsøge at danne et grønt socialt netværk, som skal føre til nye projekter og initiativer med udgangspunkt i helhedstænkning og bæredygtige tiltag, som kan realiseres og testes i Latinerkvarteret og Mejlgade.

Efter arrangementer i morgen vil alle stadeholdere blive inviteret til et netværksmøde, hvor hovedfokus vil være på at etablere temagrupper under af Mejlgade Labs definerede indsatsområder. Det drejer sig om begrønning, biodiversitet, klimatilpasning, fra affald til ressource, mm.

Med afsæt i disse temagrupper og indsatsområder inviteres lokalområdets beboere, virksomheder, studerende til at være medskabere af bæredygtige løsninger til afprøvning og implementering i Latinerkvarteret.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: