Lunde Larsen i samråd om antibiotika

LANDBRUG – Landbruget svigtede sit eget løfte om at halvere brug af kritisk antibiotika. Nu skal miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i samråd om sagen.

Myndighederne må gribe ind, mener Hans Jørn Kolmos. Foto: Colourbox

I oktober 2014 lovede landbruget, at erhvervet i 2015 ville halvere brugen af det resistensskabende antibiotikum Tetracyklin i svineproduktionen. Nye tal viser, at forbruget kun er reduceret med 7-8 procent, skriver DR, som søndag aften viste dokumentaren Når penicillinen ikke virker.

De nye tal chokerer Socialdemokratiets landbrugs- og fødevareordfører, Simon Kollerup.

- Det er voldsomt nedslående tal, der kommer frem nu. De viser, at man ikke har været i stand til at levere det, som man fra erhvervets side har lovet både danskerne og politikerne, siger Simon Kollerup til DR.

- Vi indkalder naturligvis den ansvarlige minister i samråd for at høre hans plan for, hvordan vi får udfaset Tetracyklin, siger siger han.

Landbruget beklager
Landbruget beklager, at erhvervet ikke har kunnet nå målsætningen om frivilligt at halvere forbruget af Tetracyklin i svineproduktionen.

- Vi er ikke nået i mål med de 50 procent, og vi har desværre også set en utilfredsstillende stigning det første halvår. Vi holder fast i målet, og vi arbejder benhårdt på hver eneste dag at reducere medicinforbruget, siger direktør i Videncenter for svineproduktion under Landbrug & Fødevarer, Claus Fertin.

Myndighederne må gribe ind
Men ifølge professor i Klinisk Mikrobiologi og forskningsleder ved Odense Universitetshospital, Hans Jørn Kolmos, kan reduktion i antibiotikaforbruget i svineproduktionen ikke overlades til erhvervet.

- Så længe man har det høje Tetracyklinforbrug, er der en betragtelig risiko for spredning af MRSA. Landbruget er åbenbart ikke i stand til at regulere sig selv. De har ikke den ansvarlighed, der skal til for at ændre adfærd. Og hvis ikke de har det, så er der nogle andre, der må gøre det for dem. Og det er myndighederne, siger Hans Jørn Kolmos til DR.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: