Luftkasteller fra Alternativet

KOMMENTAR: Nu må bønderne sejle deres egen sø. Som rigtige liberale må de sige: Lad falde, hvad ikke kan stå. Alternativet tager fejl på et helt afgørende punkt, når partiet plæderer for, at man skal hjælpe landmændene ud af den økonomiske suppedas, de er havnet i.

Kronikken, som Holger Øster Mortensen henviser til i sin kommentar.

Af Holger Øster Mortensen, efterlønner og tidligere psykiatrimedarbejder

To nyvalgte folketingsmedlemmer fra Alternativet – Rasmus Nordquist og Christian Poll – med påstået forstand på både landbrug og miljø og erhverv og vækst plæderer for et paradigmeskift i det konventionelle landbrug.

Udmærket. Men de to nybegyndere tager fejl på et helt afgørende punkt: Man skal ikke længere hjælpe nødstedte danske bønder ud af den økonomiske suppedas, som de gang på gang fører sig selv ud i. I mange årtier har danske bønder fået den ene hjælpepakke efter den anden. Hertil mange hundrede milliarder i diverse støtteordninger og en akkumuleret gæld på 360 – 380 milliarder kroner.

Hvor er alle disse penge blevet af?

Statens Finansiel Stabilitets Bank (Skraldemandsbanken) har allerede reddet flere banker grundet forfalden landbrugsgæld. Den går ikke længere.

Og myndighederne og bankerne må nu forklare den ganske almindelige dansker, at det er alle borgere, der kommer til at betale for gildet, når kyniske og spekulationslystne danskere  forsøger at puge penge sig ved at benytte sig at swap og handel med fremmed valuta. Nu må bønderne sejle deres egen sø. Som rigtige liberale må de sige: Lad falde, hvad ikke kan stå.

Vi skal have en egentlig landbrugs- og landboreform, som styrker mange flere mindre økologiske landbrug over hele landet. Det skal være målet med et paradigmeskifte. Og ikke et pyramidespil, hvor de mest smarte bønder og finansakrobater løber med gevinsten på vores andres bekostning.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: