Lille Vildmose hædres for at opsuge CO2

NATUR – Højmosen Lille Vildmose i Nordjylland er det første naturområde i verden, der er blevet udpeget til internationalt beskyttet natur, fordi den kan opsuge CO2.

Som den første i verden høster Lille Vildmose international hæder for at være CO2-svamp.

For første gang i mere end 25 år har Danmark nu fået udpeget et nyt naturområde under den store naturbeskyttelseskonvension, Ramsar. Og det er i modsætning til de øvrige såkaldte Ramsar-områder ikke alene på baggrund af antallet af dyre- og plantearter.

Et af landets største naturgenopretningsprojekter, Lille Vildmose, bliver beskyttet under Ramsar-konventionen for sin evne til at opsuge kulstof og dermed fjerne CO2 fra atmosfæren.

- Ingen naturområder er tidligere blevet udpeget som internationalt bevaringsværdige ud fra deres evne til at lagre CO2. Der er ingen tvivl om Lille Vildmoses store naturmæssige værdi, men jeg synes, at det er utroligt positivt, at Ramsar-konventionen nu klart signalerer, at der er grund til at beskytte klimavenlige naturtyper, siger miljøminister Ida Auken.

Tørven binder kulstof
Lille Vildmose er en højmose, der år efter år opbygger nye lag af mos, som bliver til tørv. Denne tørv binder tonsvis af kulstof, som den får ved at optage CO2 fra luften. Beregninger viser, at genopretningen af Lille Vildmose vil reducere udledningen af CO2 med 14.000 tons om året.

Imens mosen blev nedbrudt udledte den 5.000 tons. Den udledning fjernes nu og erstattes af mosser, som opsuger 9.000 tons CO2.

Mosen restaureres
Lille Vildmose er den største aktive højmose i Nordvesteuropa og indeholder mere end halvdelen af det fredede område med højmose i Danmark.

For at forbedre situationen i Lille Vildmose, er Aage V. Jensen Natur Fond, Aalborg Kommune, og Naturstyrelsen i gang med at gennemføre et omfattende restaureringsprojekt i højmosen. Projektet til i alt 40 mio. kroner er støttet af EU gennem LIFE +.

Ramsar-konventionen blev underskrevet i 1971 og er en af verdens mest omfattende naturbeskyttelseskonventioner med underskrifter fra 167 lande, herunder USA.

Formålet med konventionen er at beskytte vådområder overalt på kloden, og rygraden i konventionen er de mere end 2.100 udpegede Ramsar-områder, der er vådområder af international betydning.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: