Lidegaard: Klimaet kræver handling nu

KLIMA – Det kræver øjeblikkelig handling, hvis vi skal undgå de værste konsekvenser af klimaforandringerne. Det siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard efter, at FN’s klimapanel har offentliggjort første del af den kommende hovedrapport om klimaets tilstand.

Overfladetemperaturen er steget med 0,85 grader i perioden 1880-2012, afsmeltningen fra den grønlandske indlandsis accelererer, og vandstanden i havet vil stige mere, end forskerne forudså i den seneste rapport fra 2007. Klimapanelet vurderer, at havet vil stige mellem 0,26 og 0,81 meter frem mod 2100. Foto: Colourbox

Det kræver øjeblikkelig handling, hvis vi skal undgå de værste konsekvenser af klimaforandringerne. Det siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard efter, at FN’s klimapanel har offentliggjort første del af den kommende hovedrapport om klimaets tilstand.

Rapporten fra FN’s Klimapanel viser, at klimaforandringerne forstærkes. Menneskeheden havde allerede i 2011 udledt halvdelen af den mængde CO2, vi alt i alt kan udlede, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på to grader.

- I øjeblikket stiger udledningen af drivhusgasser på grund af den økonomiske udvikling i vækstlandene. Inden for meget få år skal udledningen af drivhusgasser begynde at falde, hvis vi skal forhindre, at det får omfattende konsekvenser for levevilkårene på jorden. Det er en meget stor udfordring, som vi er nødt til at løse, siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

Varmeste 30 år i 1400 år
Rapporten viser, at de seneste 30 år på den nordlige halvkugle har været den varmeste periode i 1400 år.

Overfladetemperaturen er steget med 0,85 grader i perioden 1880-2012, afsmeltningen fra den grønlandske indlandsis accelerer, og vandstanden i havet vil stige mere, end forskerne forudså i den seneste rapport fra 2007. Klimapanelet vurderer, at havet vil stige mellem 0,26 og 0,81 meter frem mod 2100.

- Der er ingen tvivl om, at klimaforandringerne er en af de største udfordringer, som denne generation af beslutningstagere står over for. Hvis ikke vi handler inden for ganske få år, bliver det meget dyrt – både menneskeligt og økonomisk, siger Martin Lidegaard.

Vores forpligtelse af gå foran
Den danske regering kæmper – både nationalt og internationalt – for at reducere udledningen af drivhusgasser, understreger han.

Regeringen har et mål om at sænke de danske udledninger af CO2 med 40 procent i 2020. I de internationale klimaforhandlinger presser vi på for at få så god en aftale som muligt, og i EU arbejder vi for ambitiøse mål frem mod 2030. Endelig har vi lavet et handlingsspor, hvor vi samarbejder med vækstlande som Kina, Vietnam og Mexico om vedvarende energi og energieffektivitet, fortæller Lidegaard.

- Vi sætter ind alle steder, hvor vi kan bidrage til en løsning. I Danmark har vi mange af de tekniske løsninger, og vi har erfaring med at lave en grøn omstilling. Det er vores forpligtelse at gå foran, siger den danske klimaminister.

Det er kun første del af rapporten, som FN’s Klimapanel offentliggør i dag. Den fjerde og afsluttende del af hovedrapporten – den såkaldte synteserapport – bliver offentliggjort i København i oktober 2014.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: