Lejre må sige farvel til Mette Touborg

NAVNE – Danmarks første erklærede økologiske forsøgskommune mister nu sin populære borgmester. Mette Touborg skal være direktør i Københavns Kommunes kultur- og fritidsforvaltning.

Mette Touborg var en af talerne på sidste års økologi-kongres. Foto: Ulla Skovsbøl

SF mister nu sin mest fremtrædende kommunalpolitiske stemme og partiets eneste borgmesterpost. Lejres populære borgmester, Mette Touborg, meddelte i går, at hun forlader borgmesterstolen i den lille sjællandske kommune. Hun skal fremover stå i spidsen for kultur- og fritidsforvaltningen i Københavns Kommune.

Ved det seneste kommunalvalg fik borgmester Mette Touborg næsten hver tredje af de afgivne stemme i Lejre Kommune og kan se tilbage på »11 rigtig gode og spændende år i kommunalpolitik, hvoraf de seneste syv har været som borgmester«.

Ambitiøs kommune med grøn profil
- Lejre kommune vil altid være noget særligt for mig. Den lille kommune med de store ambitioner. Med 49 aktive selvbevidste lokalsamfund der hver især har fortjent at være Lejre Kommunes centrum. Med en grøn profil der har sat den lille kommune på danmarkskortet, skriver Mette Touborg på facebook.

Mette Touborg bliver boende i kommunen, men skifter adresse og flytter lidt tættere på stationen, oplyser hun.

Det bliver efter alt at dømme socialdemokraten Carsten Rasmussen, der skal være ny borgmester i Lejre.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: