Lego investerer milliarder i grøn energi

Lego-koncernens moderselskab Kirkbi A/S investerer cirka 3 mia. kr. i en etablering af en vindmøllepark, som de køber af Dong Energy.

Lego vil lave byggeklodserne til en bæredygtig fremtid. (Foto: Lego)

Kirkbi overtager 32 pct. af andelen, og høreapparatproducenten Octicon investerer via William Demant Invest 1,7 mia. kr., og overtager dermed 18 pct. af ejerskabet. De resterende 50 pct. ejes fortsat af Dong Energy.

Vindmølleparken skal placeres i havet ud for den tyske kyst i Nordsøen, og det er første gang, at privatejede danske virksomheder foretager så store investeringer i vindenergi.

Tilfredshed hos Dong

Der skal i alt opføres 77 havvindmøller, og nyheden om at Lego og Octicon ønsker at investere i opførelsen af havvindmølleparken vækker glæde hos Dong.

- Markedet for havvind er i enorm vækst i disse år, fordi en række lande ønsker at omstille til grøn energi. Det har skabt et stort behov for ekstern kapital, og derfor glæder jeg mig over, at vi også kan tiltrække kapital fra privatejede virksomheder og industrien, siger Anders Eldrup, adm. direktør i Dong Energy til Børsen.

Ambitiøse mål for vedvarende energi

Jørgen Vig Knudstorp, der er adm. direktør i Lego-koncernen siger til avisen, at den store investering ikke kun er en enkeltstående begivenhed.

- Det er en del af vores samlede indsats for at påvirke verden positivt. Især for vedvarende energi har vi en ambitiøs målsætning, og derfor er jeg meget glad for nu at offentliggøre investeringen, siger han til Børsen.

Havvindmølleparken kommer til at hedde Borkum Riffgrund 1, og forventes færdigbygget i 2015. Når havvindmølleparken er i drift, kommer den til at levere energi til omkring 300.000 tyske hustande.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: