Et landbrug uden fup og fiduser, tak

LANDBRUG – Vi er alle interesserede i et landbrug, der kommer ud af den økonomiske krise, begynder at tjene penge og skabe arbejdspladser og sunde fødevarer. Men debatten skal foregå på et ærligt grundlag. Uden manipulerede miljøregnskaber, uvildige forskningsrapporter og andet fusk, fup og fiduser, skriver Enhedslistens Maria Reumert Gjerding.

Maria Gjerding under samrådet med miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Af Maria Reumert Gjerding, miljø- og fødevareordfører for Enhedslisten

I sidste uge havde en samlet opposition miljø- og fødevareministeren i samråd om en ganske absurd sag. Den handler om en rapport om landbrugets rammevilkår, som lobbyorganisationen Bæredygtigt Landbrug havde bestilt CBS til at lave. Rapporten blev finansieret af offentlige midler via den såkaldte Promilleafgiftsfond.

I august sidste år blev en delrapport offentliggjort med den konklusion, at de danske miljøregler koster landbruget flere milliarder kroner.

Det var en overraskende konklusion, fordi tidligere analyser fra fx COWI og Københavns Universitet kom til den modsatte konklusion: nemlig at det ikke er miljøregler der er årsag til landbrugets aktuelle krise.

CBS-rapportens konklusioner blev straks brugt af borgerlige politikere til at kræve bedre vilkår for landbruget (læs: yderligere forringelser af miljøreglerne).

Villig til at nedtone resultater
Men i efteråret kunne DR afsløre, at CBS-forskeren, der udarbejdede rapporten, kopierede oplysninger og tal fra Bæredygtigt Landbrug direkte ind i sin forskningsrapport, og at forskeren var villig til at nedtone resultater, der stred imod de konklusioner, som landbruget ønskede sig (nemlig at miljøreglerne var et problem for landbrugets indtjening).

DR kunne også afsløre, at formanden for bæredygtigt landbrug og forskeren fra CBS – og begges familier – sammen rejste til New Zealand og besøgte landbrug.

Jeg havde fået opfattelsen af, at forskningsprojektet betalte denne rejse, men efter samrådet har jeg modtaget en redegørelse om sagen fra Bæredygtigt Landbrugs direktør, og jeg vil her gerne slå fast, at det kun var forskerens rejse der var betalt af offentlige midler. Ret skal være ret.

Under al kritik at man går så langt
Det er svært at bebrejde en lobbyorganisation, at den går efter indflydelse. Men det er under al kritik, at man går så langt, som man har gjort her, for at fremme sin politiske dagsorden og angribe de miljøregler, der er til for at beskytte vores alle sammens drikkevand, natur og vandmiljø.

Vi er alle interesserede i et landbrug, der kommer ud af den økonomiske krise, begynder at tjene penge og skabe arbejdspladser og sunde fødevarer. Men debatten skal foregå på et ærligt grundlag. Uden manipulerede miljøregnskaber, uvildige forskningsrapporter og andet fusk, fup og fidus.

Se hele samrådet her

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: