Kvinderne sikrer mere økologisk mad på bordet

ØKOLOGI – Vi bruger en større og større del af madbudgettet på økologi. Og det er især kvindernes fortjeneste, fordi de prioriterer økologi markant højere end mændene.

Det er først og fremmest kvindernes fortjeneste, at vi spiser mere økologisk mad.

Danske forbrugere køber suverænt flest økologiske varer på verdensplan, og det er først og fremmest kvindernes fortjeneste. 37 procent af kvinderne siger i en ny undersøgelse, at det vigtigt, at deres mad er økologisk. Det samme gælder kun for 29 procent af mændene.

I 2017 blev der solgt for 11,3 milliarder kroner økologi i danske supermarkeder og online-butikker. Det svarer til, at alle danskere over 18 år bruger 2.450 kroner på økologi om året. En markant stigning fra 2016, hvor vi hver især brugte 1.901 kroner på økologi.

De første økologiske gulerødder kom ud i butikkerne i begyndelsen af 1980′erne, og vi skal helt frem til 1988, før man for første gang kunne købe en liter økologisk mælk. I dag tegner økologien sig for over 10 procent af vores samlede indkøb af fødevarer, og mange økologiske varer snupper markedsandele fra de ikke-økologiske varianter.

10-12 procent vækst i alle regioner
Samtidig er de økologiske varer kommet længere ud på landet. Økologi har ifølge ny tal fra Arla en vækst på mellem 10-12 procent i alle landets regioner, og over halvdelen af os køber over økologi på ugentlig basis, viser tal fra analyseinstituttet GfK ConsumerScan.

- Økologi har for alvor fået tag i danskerne. Det skyldes blandt andet, at udvalget er blevet større, og at de økologiske varer er lettilgængelige i detailhandlen. Samtidig er der også gang i økonomien, og flere forbrugere har derfor råd til økologi. Alt tyder på, at vi slet ikke har nået mætningspunktet endnu, hvad angår økologi, konkluderer John Thøgersen, professor og forsker i forbrugeradfærd på Aarhus BSS.

Flest kvinder prioriterer økologi
Kvinderne er gode til at sikre, at de økologiske varer får plads i familiens indkøbskurv.

Det er nemlig først og fremmest kvinderne, der prioriterer økologi. For kvinderne er det vigtigere, at maden er økologisk, og flest kvinder vil gerne købe endnu flere øko-varer i fremtiden, viser en ny undersøgelse foretaget for Arla.

Prisen er afgørende
Ifølge undersøgelsen er det især prisen, der afholder mange fra at købe endnu mere økologi, end de gør i dag.

Prisen afholder 71 procent af de adspurgte i undersøgelsen i at bruge flere økologiske råvarer i maden, end de gør i dag. På andenpladsen med 28 procent kommer et manglende udbud af økologiske varer.

At prisen har en betydning, kan Arla godt relatere til:

- Vi har et ønske om at demokratisere økologien, og her spiller prisen en afgørende rolle. Det skal være muligt for alle at være med. Derfor har vi blandt andet udviklet Arla ØKO-linjen, som indeholder økologiske basisvarer til en fair pris, siger Jakob B. Knudsen, landedirektør i Arla Danmark.

Trappe-effekten giver mere økologi
Hvis du først er begyndt at købe økologiske varer, stopper du næppe igen, viser nyt forskningsstudie fra Aarhus BSS:

- Mælken er første skridt på det, man kan kalde en økologisk trappe, forklarer John Thøgersen, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

- Har du først købt én liter økologisk mælk, er der stor sandsynlighed for, at du fortsætter med det, og at du også vil begynde at købe økologiske æg, smør, grøntsager osv. Og er man først begyndt at købe økologisk, holder man sjældent op igen – derfor er det faktisk nærmere en økologisk rulletrappe, der er tale om, siger han.

Udover mælk finder man i bunden af den økologiske trappe også frugt og grøntsager som gulerødder, tomater, bananer og citrusfrugter samt mejeriprodukter som smør og ost. I 2017 udgjorde frugt og grønt 33 procent af detailsalget af økologiske varer, mens mælk, ost, smør og æg til sammen udgjorde 28 procent.

FAKTA om økologi og marked

  • Over 10 procent af det samlede fødevareforbrug i Danmark er økologisk ifølge Danmarks Statistik.
  • I 2017 blev der solgt for 11,3 mia. kr. økologi i danske supermarkeder og online butikker ifølge Landbrug & Fødevarer. I 2016 var tallet 8,7 mia. kr.
  • Salget af økologiske mejeriprodukter har en vækst på mellem 10-12 % i alle landets regioner ifølge tal fra Arla fra 2018.
  • 51,4 procent af danskerne købte i 2017 økologi på ugentlig basis. Det viser tal, som analyseinstituttet GfK ConsumerScan har trukket for Økologisk Landsforening i 2017.
  • Mejeriprodukter og frugt og grønt er de varegrupper med højest økologisk andel, ifølge Danmarks Statistik. I 2017 udgjorde frugt og grønt 33 procent af detailsalget af økologiske varer, mens mælk, ost, smør og æg tilsammen udgjorde 28 procent.
  • Vi grundlægger vores økologiske vaner efter et fast mønster, viser forskning fra Aarhus BSS

Nøgletal fra Arlas undersøgelse

  • For 37 procent af danske kvinder er det vigtigt, at deres mad er økologisk. Det samme gælder for 29 procent af mændene.
  • 48 procent af danske kvinder vil gerne købe flere økologiske varer, end de gør i dag. Det samme gælder for 39 procent af mændene.

Barrierer for at købe mere økologi:

  • 71 procent af danskerne mener, at prisen på økovarer er for høj
  • 28 procent mener ikke, at de kan få alle de råvarer, de gerne vil have, i en økologisk variant
  • 22 procent af danskerne mener, at holdbarheden på økologiske varer er kortere
  • 18 procent af danskerne mener, at udvalget af økologiske varer er for smalt

Kilde: Arla

Om Arlas undersøgelse
Analysen baserer sig på cirka 2.000 webinterviews af 18-60-årige danskere indsamlet via Epinions Danmarkspanel på vegne af Arla i perioden 2. – 10. januar 2018. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: