Kursen er sat for grøn omstilling af Europa

EU’s miljøministre er blevet enige om rammerne for det 7. miljøhandlingsprogram og har dermed sat en ambitiøs kurs for miljøpolitikken i Europa for 2020 og frem, siger miljøminister Ida Auken.

Den danske miljøminister Ida Auken i samtale med Mario De Marco fra Malto under en pause i forhandlingerne i Ministerrådet.

Det 7. miljøhandlingsprogram har haft høj prioritet for det danske EU-formandskab. Allerede på det uformelle EU-miljøministermøde i Horsens 18. april i år drøftede EU´s miljøministre indholdet af handlingsprogrammet.

Rådet giver med gårsdagens beslutning Kommissionen en klar melding om, at Rådet ønsker et 7. miljøhandlingsprogram, der kan sætte en stærk politisk retning på miljøområdet mod 2020 og frem.

Hovedelementerne er en ambitiøs 2050-vision, hurtigere implementering og styrkelse af EU’s miljøpolitik og lovgivning, konkrete målsætninger og en omstilling til en grøn økonomi. Trods modstand på enkelte punkter fra et par delegationer, lykkedes det på rådsmødet at skabe enighed om stærke rådskonklusioner, forklarer miljøminister Ida Auken.

Grønt Europa er topprioritet

- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes for det danske formandskab at sætte en ambitiøs retning for miljøpolitikken frem til 2020 og videre. Et grønt Europa er en af de danske hovedprioriteter, og med gårsdagens beslutning har vi taget vigtige skridt til at implementere EU’s miljølovgivning hurtigere, til at lave ny lovgivning og ikke mindst til at omstille Europa til en grøn økonomi, siger Ida Auken.

Ifølge hende er gårsdagens beslutning et stærkt signal til alle verdens lande, som snart mødes i Rio, om at EU vil skabe en ‘ressourceeffektiv grøn økonomi’.

Det 7. Miljøhandlingsprogram bliver den overordnede strategiske ramme for EU’s miljøpolitik, og ministrene har besluttet, at programmet skal baseres på en ambitiøs vision for 2050. Der skal sættes mål for 2020, og fremskridt skal måles.

Udspil til grøn omstilling

Miljøministrene vil nu bede EU-Kommissionen om at komme med forslag til udspil inden for en lang række områder, herunder nye initiativer om f.eks. om bæredygtige byer, kemikalier, klimatilpasning og vand.

Desuden vil ministerrådet opfordre Kommissionen om at komme med forslag til omstilling til en grøn økonomi – herunder afkobling af økonomiske aktiviteter fra ressourceforbrug, udfasning af miljøskadelige subsidier, grønne indkøb og udvikling af nye og bedre måder at måle fremskridt på end BNP.

Konvention om biodiversitet

Det danske formandskab var også medvirkende til at få et stærkt mandat til de kommende forhandlinger på COP 11 – Biodiversitetskonventionen, som vil blive afholdt i Hyderabad, Indien den 5.-19. oktober 2012.

- EU er en nøglespiller i bevaring af biodiversitet globalt, regionalt og nationalt. Jeg er glad for, at vi kunne blive enige om et stærkt mandat til de kommende forhandlinger, siger Ida Auken.

- EU ikke kun en af de største bidragsydere med midler til at bevare biodiversitet globalt, men vi er også leder, der agerer, når handling er påkrævet. Jeg ved, at forhandlingerne på COP 11 vil være vanskelige i lyset af den globale finansielle krise, men jeg er stolt af at sige, at EU ikke vil fravige sit ansvar og vil fortsat være en nøglespiller i bevarelsen af den globale biodiversitet, lyder det fra den danske miljøminister.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: