Kommission vil gøre op med vanetænkning

Natur- og Landbrugskommissionen vil gøre op med den rigide miljøregulering og skabe bedre rammebetingelser for landbruget, siger Jørn Jespersen.

Jørn Jespersen vil gøre op med vanetænkningen og skbe grundlag for en mere intelligent miljøregulering af landbruget.

Der er for lidt natur, og kvaliteten forringes. Og trods milliardinvesteringer i vandmiljøplaner gennem 25 år har vandmiljøet i fjorde og langs kyster ikke fået det væsentligt bedre.

Også landbruget er også under pres. Dansk landbrug er blandt de mest forgældede i EU. Forspringet i produktivitet og konkurrenceevne er ved at blive indhentet af andre lande. Og der mangler investeringer. Situationen er uholdbar – både for naturen og landbruget, fremgår det af en ny rapport fra Natur- og Landbrugskommissionen.

- Hvis dansk landbrug skal udvikle sig, er der brug for bedre rammebetingelser. Produktion, vækst og beskæftigelse kan kun øges, hvis vi laver om på den regulering af landbruget, som vi kender i dag.  Produktionsbegrænsninger skal afløses af friere rammer for at indrette sin produktion, som man vil, så længe man overholder natur‐, miljø‐ og klimamål, som kan sikre en bæredygtig udvikling.

Sådan konkluderer Natur‐ og Landbrugskommissionens formand Jørn Jespersen efter kommissionen igennem et halvt år år har analyseret og undersøgt landbrugserhvervets situation og tilstanden for natur og miljø i Danmark.

Statusrapport udkommer i dag

Kommissionen har samlet sit analysearbejde i en statusrapport, som udkommer i dag. Rapporten er på mere end 500 sider, og afdækker de udfordringer og muligheder, som landbrug, natur og miljø, står overfor.

Sammen med statusrapporten har kommissionen udarbejdet sit bud på fremtidens udviklingsvej, der offentliggøres sammen med rapporten.

Sammenfattende konkluderer kommissionen, at der er behov for et paradigmeskift i dansk natur‐ og miljøregulering. Gennemsnitsbetragtninger skal erstattes af en målrettet og mere differentieret regulering, hvor man bedre kan udnytte produktionspotentialer, samtidig med man begrænser belastningen af natur og miljø de steder, hvor der er størst behov.

Intet er helligt

Der skal også skabes mere natur i Danmark, vandmiljø‐indsatsen skal målrettes, og landbruget skal bidrage til reduktionen af drivhusgasser.

- Der er brug for at gøre op med vanetænkning. Intet er helligt. Populært sagt er der brug for at vende miljøreguleringen på hovedet, samtidig med at vi må tage tyren ved hornene og erkende, at der er brug for at tage landbrugsjord ud af omdrift for at skabe mere natur og miljø de steder, hvor vi får mest for pengene, siger Jørn Jespersen.

Natur‐ og Landbrugskommissionen er nedsat af regeringen, og skal i foråret 2013 komme med sine konkrete anbefalinger til, hvordan udfordringer for dansk landbrug og natur kan løses.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: