Reaktioner: Jørn Jespersen er et godt valg

Valget af Jørn Jespersen som ny formand for regeringens natur- og landbrugskommission falder i god jord hos flere af aktørerne i debatten om samspillet mellem natur og landbrug.

- Jørn brænder for natur, miljø, landskab, erhvervsliv og bæredygtig udvikling. Han er kendt og respekteret som en særdeles dygtig og lyttende forhandler, som er god til at opnå resultater. Det lover godt. Vi har fået en kommission, der på afgørende områder kan ændre Danmark på den gode måde,  siger Michael Stoltze, der stiller op til posten som ny formand for Danmarks Naturfredningsforening.

En ægte naturforkæmper

Danmarks Naturfredningsforening glæder sig over valget og kalder Jørn Jespersen ‘en ægte naturforkæmper’.

- Det er en ægte miljøets mand, som regeringen her har valgt. Med sine mange år i Folketinget kender Jørn Jespersen både miljøsagen godt og er helt hjemme i den politiske virkelighed, som skal omsætte kommissionens forslag til konkrete anbefalinger, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen.

Skal pege på landbrugets potentiale

Også Landbrug & Fødevarer ‘ser frem til et konstruktivt samarbejde med Natur- og Landbrugskommissionens formand Jørn Jespersen’ og er klar til at bidrage til arbejdet.

Efter organisationens mening skal en ny kommission pege på landbrugets potentiale.

- Det er vigtigt, at vi får løftet den samfundsmæssige udfordring med at sikre vækst, beskæftigelse, natur og miljø. Det skal ske gennem en balanceret tilgang, sådan som kommissoriet også fremhæver. Natur- og landbrugskommissionen bliver kun en succes, hvis dens forslag både skaber nye job og fremgang i fødevareerhvervet, og samtidig understøtter en fortsat grøn omstilling, siger formanden Niels Jørgen Pedersen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: