Irma åbner fremtidens supermarked på Axelborg

Irmas nye flagskib vil sætte ekstra fokus på oplevelser, madglæde, økologi og årstidens råvarer. Fødevareminister Dan Jørgesen ses sammen med Irmas direktør Jesper Uggerhøj.Foto: Irma

IRMA – Irma kunne i dag fredag den 22. august byde københavnerne indenfor i fremtidens supermarked. Den grønne butikskæde, der er kendt for sit store udvalg af økologiske produkter og andre kvalitetsvarer åbner en butik i landbrugets hovedkvarter på Axelborg midt i København.

Åbent køkken med besøg af mindre producenter, afkølet walk in oste afdeling med mange specialoste, en frugt- og grøntafdeling med særlig fokus på årstidens råvarer og økologi, betjent slagterafdeling og et udvidet brødsortiment i samarbejde med Reinh van Hauen.

Det er nogle af de helt nye elementer i Irma Axelborg, der er Irmas nye flagskib, hvor der vil være ekstra fokus på oplevelserne, madglæden og årstidens råvarer.

- De ting, vi altid gør os umage med i Irma, bliver vi endnu bedre til i Irma Axelborg. Her vil altid være mulighed for inspiration – både til nye madoplevelser, men også til at få mere at vide om, hvordan vi arbejder med økologi, dyrevelfærd og ansvarlighed, fortæller Irmas kædedirektør Jesper Uggerhøj.

Den nye Irma har et samarbejde med Landbrug & Fødevarer og har også til huse i landbrugets højborg Axelborg, der ligger midt i København. Kunderne vil helt konkret kunne opleve det tætte parløb mellem leverandørerne i landbruget og Irma.

Omdrejningspunkt for kvalitet
- Vi vil gerne bruge det som en rugekasse, hvor vi kan præsentere kunderne for nogle nye produkter, som de senere kan finde på hylderne i Irma og andre fødevarebutikker. Vi er glade for, at mindre danske producenter får endnu en mulighed for at præsentere deres varer. Irma Axelborg bliver omdrejningspunkt for kvalitet, madglæde og innovation, og derfor var samarbejdet med Irma nærliggende, siger adm. direktør Søren Gade, Landbrug & Fødevarer.

- Vores kunder får mulighed for at møde nogle af de mindre producenter, vi arbejder sammen med. Mange af Irmas leverandører er ildsjæle, vi har arbejdet tæt sammen med i årtier, og som brænder for det, de laver. Dem er vi stolte af, og det er en historie, vi gerne vil dele med vores kunder, siger Jesper Uggerhøj.

Åbent inspirationskøkken
Kunder i Irma Axelborg kan bl.a. hente inspiration i et åbent demonstrationskøkken, hvor der bliver lavet mad med udgangspunkt i Irmas univers, ligesom Landbrug og Fødevarer kan præsentere forbrugerne for nye fødevarer.

- For os afspejler butikken vores vision om fremtidens fysiske supermarked. Her er varerne, kvalitet og historien i centrum. Og butikken vil være en oplevelse, der byder på mere madglæde og inspiration, siger Jesper Uggerhøj.

Søren Gade fortæller, at Irma Axelborg skal bruges til at vise kunderne nye sider af landbruget.

Irma Axelborg åbnede dørene for sine kunder fredag den 22. august kl. 15

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: