Indien overvejer forbud mod GMO

Indien er tæt på at vedtage et 10 år langt stop for genmodificerede landbrugsprodukter. Højesteret skal tage stilling til en rapport, som dens eget udvalg af videnskabsfolk har skrevet.

Produktion af GMO-baserede Indiske auberginer er stoppet. (Foto: CC BY via google.com Rochelle, just rochelle).

I rapporten, der blev offentliggjort for nylig, anbefaler eksperterne alene at tillade strengt kontrollerede forsøg i de kommende 10 år. Udvalget har konstateret alvorlige mangler i sikkerhedsrapporter.

Indien er et landbrugsland, hvor langt over halvdelen af befolkningen lever af jorden.

Stop for produktion
Allerede i 2010 blev der beordret et stop for produktion af GMO-auberginer, fordi planterne var splejset med en jordbakterie (bacillus thurigiensis), og dens effekt på mennesker var ukendt.

Den offentlige stemning i Indien er negativ overfor GMO-planter, hvilket er reflekteret i en anbefaling fra parlamentet om at forbyde disse vækster og sikre streng kontrol med forsøg, skriver IPS News.

I Europa er modstanden imod disse gen-modificerede produkter også stærk. Kun Spanien tillader GMO-majs som husdyrfoder. Også i USA er denne form for manipulation med naturen et yderst kontroversielt emne.

Uenighed om farerne ved GMO
På ingen måde er alle i Indien enige om farerne ved GMO-produkter. Premierministeren har adspurgt et rådgivende videnskabeligt organ om disse sager, og de har været ret positive.

Rådet fremhævede en række grunde til at benytte disse produkter, idet negative følger af udpining og saltindhold i jorden, manglende vand og forrrådnelse af høsten måske kan afhjælpes.

Meget af modviljen imod tilladelser til GMO-produktion skyldes erfaringer fra afgrøder som bomuld, hvor frø og gødning har været urimeligt kostbare og ikke givet det forventede økonomiske udbytte.

Multinationale selskaber
Politisk er der solid modstand imod GMO i Indien og andre lande, fordi udviklingen er drevet af multinationale selskaber, hvis primære interesse er profit og ikke kamp imod fattigdom, dårlig ernæring og fødevareusikkerhed.

Den private sektor beskyldes for at ignorer naturens velfærd. Der er eksempler på økologiske landbrug, hvis udbytte er kompromitteret af GMO-planter, der breder sig ukontrolleret.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: