Hver anden i Thisted skal sortere madaffald

MAD – Borgerne i Thisted får nye todelte beholdere, og det organiske affald skal fremover udnyttes i et biogasanlæg.

Det organiske husholdningsaffald skal recirkuleres.

Nu skal 12.500 ud af ca. 20.500 husstande i Thisted Kommune lære at sortere køkkenaffaldet i en ny affaldsbeholder med to rum. Det ene rum er til bioaffald, og det andet er til restaffald.

Den senest opgjorte genbrugsandel viste i 2015 en procent på 24, og som i alle andre kommuner skal mindst 50 pct. af husholdningsaffaldet gå til genbrug i 2020, oplyser Anne-Marie Outzen, sekretariatsmedarbejder i Affaldssektionen, til dknyt.dk.

Hun forventer, at den nye køkkenfraktion kan bidrage væsentligt til at få genbrugsprocenten væsentligt opad.

På rette spor
Thisted Midtby og boligselskabers etageboligbyggerier afventer en planlægning på baggrund af blandt andet forsøgsordninger, så de er ikke med i første omgang, men kommer med i fase 2. I 2018 laves en vurdering af, om vi er på rette vej.

Hvis der stadig mangler tiltag, vil boliger på landet og sommerhuse sandsynligvis også blive inddraget, fortæller hun til dknyt.

Beboerne, der er med i den nye ordning, får en køkkenspand og 200 nedbrydelige papirsposer årligt til bioaffaldet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: