Hormonrelaterede lidelser hos kvinder koster EU milliarder

FARLIG KEMI – Hormonforstyrrende stoffer kan bidrage til nedsat forplantningsevne og andre sundhedsgener, som hundredtusinder af kvinder lever med. Et forskerteam anslår nu, at to specifikke hormonrelaterede lidelser hos kvinder, endometriose og muskelknuder i livmoderen, hvert år koster EU 1,4 milliarder euro i sundhedsudgifter og tabt indtjening.

To specifikke hormonrelaterede lidelser hos kvinder koster hvert år EU 1,4 milliarder euro eller knap 10,5 milliarder kroner. Foto: Colourbox

En ny undersøgelse, som netop er publiceret i det anerkendte tidsskrift ’Journal of Clinical Endocrinology and Metabolism’, konkluderer, at to specifikke hormonrelaterede lidelser hos kvinder hvert år koster EU 1,4 milliarder euro eller knap 10,5 milliarder kroner. Det drejer sig om endometriose og muskelknuder i livmoderen.

Det er selvsagt ikke kun EU-landene, der har store omkostninger på grund af lidelserne. Kvinderne og deres familie betaler også dyrt. Endometriose forekommer med en hyppighed af fem til ti procent af alle kvinder i den fødedygtige alder, og cirka halvdelen af alle kvinder ​har muskelknuder inden overgangsalderen. Begge dele kan være medvirkende til, at det er sværere at blive gravid.

Tårnhøje udgifter
- EU-landene har allerede en tårnhøj udgiftspost til de sundhedsmæssige skader som følge af vores udsættelse for hormonforstyrrende stoffer. Dette studie lægger endnu et stort beløb oveni. Det er afgørende, at disse stoffer bliver udfaset fra vores forbrugerprodukter. Og for mange af stofferne findes der allerede gode alternativer, siger Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i kemikalier i Det Økologiske Råd.

I undersøgelsen blev en række hormonforstyrrende stoffer undersøgt i relation til de specifikke lidelser – DDE og en række nedbrydningsprodukter af ftalaten DEHP. DDE er et biprodukt af pesticidet DDT.

DDT har i en lang årrække været forbudt i EU, men på grund af biprodukternes meget lange nedbrydningstid, findes de stadig i naturen.

EU overvejer at tillade problematisk stof
Ifølge Det Økologiske Råd anerkender EU, at DEHP er særligt problematisk, og det er opført på en liste over stoffer, som kræver en særlig tilladelse at anvende. EU-landene overvejer dog i øjeblikket at give tilladelse til at bruge DEHP i plast til en lang række forbrugerprodukter. En overvejelse, der bliver stærkt kritiseret af miljø- og sundhedsorganisationer, herunder Det Økologiske Råd. Også medlemmer af Europa-Parlamentet er imod.

Selv om disse to gynækologiske forhold påvirker millioner af kvinder verden over, anerkender vi, at denne analyse kun afspejler toppen af isbjerget, sagde en af forskerne bag den nye undersøgelsen, lektor i pædiatri Leonardo Trasande, i forbindelse med publiceringen:

Ifølge Lone Mikkelsen fra Det Økologiske Råd har tidligere undersøgelser beregnet omkostningerne for EU til over 157 milliarder euro om året. Hertil kommer for eksempel tab af livskvalitet, som er svært at værdisætte.

- For hvordan sætter man for eksempel en pris på forældres sorg og bekymring, hvis de får et misdannet barn og den sorg det er slet ikke at kunne få børn? siger Lone Mikkelsen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: