Helveg: Landbrugets klima-indsats for ringe

KLIMA – Landbruget står for en femtedel af Danmarks CO2-udledning og gør ikke nok for at blive bedre, mener klimaminister Rasmus Helveg.

Landbruget tegner sig for en femtedel af udledningen af klimagasser. Foto: Colourbox

Klimaminister Rasmus Helveg Petersen langer i en kronik i Berlingske  voldsomt ud efter landbruget, som han mener, ikke gør nok for at begrænse udledningen af CO2.

Landbruget står for en femtedel af Danmarks CO2-udledning, og udviklingen vil stige år for år, med mindre landbruget gør en større indsats, lyder det fra klimaministeren.

- Landbruget er ved at udvikle sig til et problembarn. De skal selv tage den på sig og sige, at de vil være de bedste på alle parametre. Klimaet ligger for langt nede på dagsordenen i øjeblikket, siger Rasmus Helveg Petersen ifølge DR Nyheder.

Klimaministeriets fremskrivninger viser, at landbruget kommer til at brede sig fra 21 procent af Danmarks samlede CO2-udledning til 27 procent i 2020.

Landbruget: Vi ligger flot
Men i landbruget afviser man klimaministeren og kalder det irrelevant at sammenligne deres samlede CO2-udledning med resten af samfundets.

- Vi ligger flot i forhold til andre lande, når det kommer til fødevareproduktion. Og jeg synes, det er lidt som at kritisere en for ikke at løbe hurtigt nok, selv om han er kommet hjem og har vundet et verdensmesterskab, siger Martin Merrild, formand i Landbrug & Fødevarer.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: