H&M: Alt vores tøj skal være bæredygtigt

MILJØ – En af verdens største tøjproducenter vil satse på økologisk eller genanvendt bomuld. H&M skifter til 100 procent cirkulær produktion i løbet af tre år.

Almindelig mainstream tøjproduktion er voldsomt forurenende. Foto: Colourbox

Går du ind i en H&M-butik om tre år, vil alle bomuldsvarer være fremstillet af økologisk eller genanvendt bomuld eller af det, som man i branchen kalder »better cotton«. Og når der er gået ti år mere, skal alle materialer være bæredygtige.

Sådan lyder det i en ny, omfattende strategi, som den svenske tøjkoncern netop har præsenteret, skriver dagbladet Politiken.

- Vi er opmærksomme på den udfordring, som tøjindustrien står med. Derfor har vi en vision om at blive 100 procent cirkulære i vores produktion, og allerede i 2030 skal alle de materialer, vi bruger, være bæredygtige og genanvendelige«, siger Cecilia Brannsten, som er ekspert i materialer og recycling hos H&M til avisen.

Med cirkulær produktion mener H&M, at hele produktionskæden skal tænke ind, hvordan råvaren kan blive brugt igen. Designeren skal vælge de rette materialer i produktionen, der også skal være bæredygtig og sikre tøj lang holdbarhed. Desuden skal processen være energieffektiv og sikre så lavt et forbrug af vand og kemikalier som muligt.

Et længere perspektiv
- Vi er nødt til at se det i et længere perspektiv. Hvis man ikke investerer nu, risikerer man, at firmaet ikke findes om ti år. De firmaer, der ikke griber ind nu, begår en stor fejltagelse, siger Cecilia Brannsten.

Allerede i dag er H&M verdens største aftager af »better cotton«, som er en type bomuld, der belaster Jorden og de mennesker, der arbejder med bomuld, mindre end konventionel bomuld.

En stor del af modeindustrien og tøjproduktionen er voldsomt forurenende, og bomuld er en af verdens mest sprøjtede afgrøder.

- I dag er 43 procent af vores bomuld enten økologisk, genanvendt eller kommer fra ’Better Cotton Initiative’, i 2020 skal det være 100 procent. Bomuld er en stor råvare for os, og vi arbejder med andre materialer på samme måde, siger Cecilia Brannsten fra H&M til Politiken.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: