Grønt lys til klimalov og klimaråd

KLIMARÅD – Det Økologiske Råd hilser med glæde, at regeringen nu kommer med udspil om klimalov og et klimaråd og lægger op til forhandlinger med Folketingets partier om initiativet. Det bør følges op med konkrete reduktioner af klimagasser, også fra transport og landbrug.

Christian Ege fra Det Økologiske Råd er positivt stemt over for regeringens planer om et uafhængigt klimaråd.. Foto: Ulla Skovsbøl

- Vi er specielt glade for at regeringen forslår et uafhængigt klimaråd af eksperter, som skal rådgive regering og Folketing, og at præmissen er at vi skal bevæge os gradvist frem mod at være fri for fossile brændsler i 2050, lyder det fra Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

Udover regeringen bakker Enhedslisten og de konservative op om forslaget, og om at grundlaget skal være 40 procent reduktion af klimagasser i 2020. Derimod tager Venstre afstand og vil ikke gå længere end til de 34 procent reduktion, som direkte blev aftalt som led i Energiforliget i 2012.

Det skal indbygges i klimaloven, at der skal opstilles delmål, og at der skal være en årlig evaluering af, hvordan det går med opfyldelse.

Skal ikke være en syltekrukke
- Det er vigtigt, at Klimarådet får et kommissorium, der sikrer, at det bliver initiativtager og handler fremadrettet og ikke bliver en syltekrukke, som regering eller Folketing kan bruge til at forsinke initiativer, som allerede er foreslået, understreger Christian Ege.

Forslaget om klimaråd og en klimalov har hentet inspiration i Storbritannien. Her er regeringen forpligtet til at reagere, når der kommer anbefalinger fra den britiske klimakommission.

- Også i Danmark bør regeringen være forpligtet til at reagere på anbefalinger fra Klimarådet, mener Christian Ege. Ifølge ham er det vigtigt, at klimaloven sikrer, at der også kommer initiativer over for transport og landbrug, som ikke var med i energiaftalen i 2012.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: