Grøn statsminister vil modernisere Island

ISLAND – Katrin Jakobsdottir fra partiet Den Grønne Venstrebevægelse bliver Islands nye statsminister.

Katrin Jakobsdottir fra den grønne venstre bevægelse vil modernisere Island, indføre lovgivning om sexuel autonomi og reducere udledningen af drivhusgasser med 40 procent inden 2030. Foto: Nordisk Råd

Allerede i slutningen af oktober blev der afholdt valg til Altinget i Island. Men først nu er de islandske partier blevet enige om at pege på den 41-årige Katrin Jakobsdottir som  ny statsminister.

Ifølge Reuters består koalitionen, der bakker op om Katrin Jakobsdottir, af Den Grønne Venstrebevægelse, Selvstændighedspartiet og Fremskridtspartiet. Regeringen bliver Islands tredje regering i år. Den seneste regering holdt kun i otte måneder.

Island har 331.310 indbyggere.

Den nye regering vil gøre Island til en grøn og klimavenlig nation og planlægger at reducere udledningen af skadelige klimagasser med 40 procent inden 2030. Island skal desuden etablere en national fond, som skal forvalte landets naturressourcer. Det skal gøre øen mere modstandsdygtig og beskytte mod økonomiske chok som den globale finanskrise, der væltede landets økonomi i 2008.

Regeringen vil også indføre ny lovgivning, som sikrer homosexuelles rettigheder og forhindrer sexuelle overgreb.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: