Grøn politik i Det Hvide Hus

Alice Waters og Michael Pollan vil have Obama til at vælge en økologisk landmand som ny landbrugsminister.

USA – I et åbent brev til USAs nyvalgte præsident opfordrer 88 opinions-dannere Barack Obama til at udpege en økologisk landmand som ny landbrugsminister.

USAs første sorte præsident i Det Hvide Hus, Barack Obama, vandt valget på sine løfter om omfattende forandringer i det kriseramte amerikanske samfund.

Han vil udstikke en helt ny kurs for miljø- og klimapolitik, og nu håber økologer og miljøaktivister også, at Obama kan bringe reformer til fødevareindustrien og landbruget, der er koncentreret i kæmpestore enheder præget af monokultur og industriel husdyrproduktion.

Ikke mindre end 88 prominente personer og indflydelssrige opionionsdannere har sat sig sammen for at skrive et åbent brev til den nyvalgte præsident med en opfordring til, at USAs næste landbrugsminister bliver et ‘bæredygtigt valg’ og gerne en økolog.

Blandt seks forslag til en ny landsbrugsminister foreslår brevskriverne Fred Kirschenmann, som foruden en akademisk uddanelse også ejer en stor økologisk gård i North Dakota og desuden har haft adskillige ledende poster, senest i et forskningsinstitut for bæredygtigt landbrug.

Håbet er, at den kommende landbrugsminister vil være mindre sammenspist med den magtfulde landbrugsindustri og de store landbrug end den hidtidige. I brevet udtrykker gruppen også håb om, at en ny minister vil udvise en klar forståelse af sammenhængen mellem fødevarer, sundhed og mijø.

Fedme og forurening
Brevskriverne peger på centrale problemstillinger som fedme og overvægt, fødevaresikkerhed, den globale opvarmning samt luft- og vandforurening, en ny minister må forholde sig til.

I det åbne brev til Obama hedder det bl.a.:

‘Vi mener vores næste landbrugsminister bør have en vision for, hvordan man genskaber regionale fødevaresystemer, hjælper flere humane, naturlige og økologiske landbrug i gang og samtidig beskytter miljø, biodiversitet og vores børns sundhed under implementeringen af en politik, som sætter naturfredning, jordens frugtbarhed, husdyrvelfærd og medarbejderrettigheder øverst på dagsordenen sammen med bæredygtig, vedvarende energi.’

Pollan og Alice Waters
Blandt nogle af de 88 prominente personer bag henvendelsen til Barack Obama og hans stab af rådgivere finder man blandt andet Michael Pollan, som i en række bøger og artikler i New York Times, har påvist, hvordan industrialiseringen af landbruget, fødevareindustrien, subsidierne og en rekordhøj forekomst af kostrelaterede sygdomme hænger nøje sammen og kalder på en samlet løsning.

Pollan, der er professor og til daglig underviser i journalistik på Berkely University i Californien har blandt underskriverne følgeskab af en anden kendt skikkelse fra nabolaget, nemlig Alice Waters, som er en af USAs mest prisbelønnede kokke. Hun er kendt for kun at anvende økologiske og lokalt fremstillede råvarer i sin restaurant.

Alice Waters er en af de ledende skikkelser i den amerikanske gren af slow food bevægelsen, og begge er ivrige fortalere for et opgør med amerikanernes usunde madkultur og industrialiseringen af landbruget.

Også Eric Schlosser, der er kendt for sin kritiske bog Fast Food Nation fra 2001 er blandt underskriverne.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: