Grøn livskvalitet og klima skal erstatte økonomisk vækst

GRØN OMSTILLING Alternativet præsentere i dag et nyt udspil. Her giver partiet for første gang sit bud på, hvordan samfundets vækst og fremgang bør måles. I stedet for ensidig høj økonomisk vækst skal vi prioritere og opmuntre sociale og grønne faktorer. Klima, grøn omstilling og livskvalitet skal gøre Danmark bedre, mener Alternativet.

Blind økonomisk vækst er en dårlig indikator for samfundsudvikling. Alternativet vil udvikle et grønt BNP. Foto: Colourbox

Siden Alternativet blev stiftet, har partiet ment, at BNP og et »enøjet fokus på økonomisk vækst« fylder alt for meget, når man skal afgøre, om det går godt i Danmark.

Fredag fremlægger partiet derfor på sit sommergruppemøde et forslag til, hvad ministerier og politikere i stedet bør måle på, når de vil vurdere, om landet bevæger sig i den rigtige retning. Det skriver Dagbladet Information fredag.

Frem for at måle samfundsværdi i kroner og ører og primært fokusere på, om der er plus på den økonomiske bundlinje, skal man ifølge partiet i stedet fokusere på tre bundlinjer: den grønne bundlinje, den sociale bundlinje og den økonomiske bundlinje.

Uffe Elbæk: BNP 2.0
- Det er BNP 2.0, siger partiets politiske leder, Uffe Elbæk. Han er blandt andet inspireret af IMF, Verdensbanken, FN, EU og OECD, der alle arbejder på og med at opstille modeller for, hvordan man indregner sociale og miljømæssige faktorer, når man vil måle fremgang og værdi.

For hver af de tre bundlinjer har Alternativet valgt seks indikatorer, som skal hjælpe med at dokumentere, om udviklingen går i den rigtige retning.

På den grønne bundlinje handler de to vigtigste indikatorer om, hvorvidt danskernes klimabelastning bliver større eller mindre, og om vi får mere eller mindre biodiversitet.

På den sociale bundlinje ønsker Alternativet, at man blandt andet følger, om danskerne bliver mere tilfredse med deres liv, og om deres fællesskaber og relationer bliver stærkere.

Og under den økonomiske bundlinje skal man måle på, om der er fremgang i »meningsfuld beskæftigelse«, og om uligheden i Danmark falder.

God idé med en anden vinkel
Ifølge Inge Røpke, der er professor i økologisk økonomi ved Aalborg Universitet, er det en »god idé« at have en diskussion om en helt anderledes økonomi.

- Men man kan diskutere, om det så er et godt indikatorsæt, som Alternativet har valgt, siger professoren, til Information.

Hun savner blandt andet et øget fokus på ulighed. Derudover sætter hun spørgsmålstegn ved, om det kan lade sig gøre at opnå fremgang på både den grønne og den sociale bundlinje samtidig.

Også Torben M. Andersen, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet, er positiv over for ideen om at tænke i andre indikatorer end BNP og påpeger, at det flugter med, hvad man allerede gør i mange organisationer verden over.

- Indikatorerne, de stiller op, giver god mening. De er ikke så alternative, men derfor kan de godt være vigtige, siger Torben M. Andersen til Information.

Ifølge avisen efterlyser han dog, at Alternativet gør klart, hvad vægtningen mellem de tre bundlinjer skal være.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: