Grøn bank fik sit bedste år nogensinde

MILJØ – Merkur Andelskasse investerer kun i grønne, bæredygtige og sociale projekter. Det er en strategi, som tiltrækker nye kunder.

Lars Pehrson står i spidsen for Merkur, som har haft sit hidtil bedste år.

Merkur Andelskasse har haft sit bedste år nogensinde, viser nye regnskabstal. Merkur investerer især i økologiske landbrug, vedvarende energi og andre bæredygtige projekter.

Resultatet blev et overskud på 20,2 millioner kroner mod sidste års 7,8 millioner kroner. Udlånet vokser, og andelskassen fik rekordstor tilgang af ny andelskapital med 47,4 millioner kroner. Det svarer til en forrentning af andelskapitalen på lidt over syv procent.

Tilgangen af ny andelskapital satte rekord med 47,4 millioner kroner Heraf er 27,4 millioner kroner kapitaltegninger fra Merkurs kunder. Det tal har aldrig været højere, og ifølge Merkur er det et udtryk for tillid og opbakning til det kundeejede pengeinstitut.

Nye og eksisterende kunder betroede Merkur nye midler for 564 millioner kroner, der er fordelt mellem øget indlån og ansvarlige investeringer. Udlånet voksede med 245 millioner kroner, og andelskassen har dermed fået gang i udlånsvæksten efter nogle år med svag vækst.

Ifølge Merkur er udlånsvækst afgørende for, at banken kan udnytte det store overskud  af indlån og anvende kundernes indskudte midler til at gavne samfundets udvikling.

Villum Fonden har investeret i andele for 20 millioner kroner
Tilbage i april investerede Villum Fonden i andele i Merkur Andelskasse. Det muliggør et fremtidigt merudlån fra Merkur på godt 120 millioner kroner.

- Villum Fondens investering bringer os et stort skridt videre i vores ambitioner om at kunne omsætte det meget store indlånsoverskud, som vores kunder har betroet os, i fornuftige og samfundsgavnlige udlån, siger Lars Pehrson, der er adm. direktør i Merkur.

Han ser investeringen som en stor anerkendelse af Merkurs arbejde gennem mere end 30 år.

- Jeg er glad og stolt, og jeg håber, den interesse Villum Fonden har vist os, kan inspirere andre til at se nærmere på Merkur Andelskasse – ikke bare som en bæredygtig investering men også en god investering, understreger han.

Fortsat kundetilstrømning og rekordmange andelshavere
I 2016 kunne Merkur byde 3.543 nye kunder velkommen og nåede ved årets udgang op på 28.464 kunder. Det er 8,3 procent flere end i 2015.

Merkur har i alt 6.067 andelshavere, der næsten alle er kunder i andelskassen.

Andelene er fundamentet for Merkur og en forudsætning for at øge udlånet til bæredygtige og ansvarlige virksomheder samt projekter.

At kunderne bakker op om deres eget pengeinstitut er i det hele taget forudsætningen for, at et kundeejet pengeinstitut kan eksistere og udgøre et alternativ i den danske bankverden, skriver Merkur i en pressemeddelelse.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: