Greenpeace i aktion mod Shell i Aarhus

KLIMA – Shells tankstation på Skanderborgvej 123 fik i dag et noget andet udtryk end normalt. Greenpeace-aktivister kravlede mandag morgen op på taget og udskiftede stationens berømte muslingelogo med bannere påtrykt teksten ‘Get the (S)hell out of the Arctic’.

Greenpeace-aktivister i aktion mod Shell på Skanderborgvej.

15 aktivister deltog i aktionen, der er en del af den verdensomspændende Greenpeace-kampagne Save the Arctic. Kampagnen er iværksat for at beskytte Arktis mod olieboringer, der kan have katastrofale følger for det følsomme miljø.

- Klimaforandringer og olieselskabers tanketomme beslutning om at lede efter olie i det kolde nord sætter den arktiske natur og de unikke dyr under et meget hårdt pres. Olieselskaberne står som grådige ulve, der venter på byttet – og blandt olieselskaberne er det Shell, der glammer højest, siger Jon Burgwald, der er Arktis-ansvarlig i Greenpeace.

Aktioner verden rundt
Aktionen i Aarhus kommer i forlængelse af weekendens Greenpeace-aktioner mod Shells hovedkontor i Amsterdam, der kickstartede en verdensomspændende kampagne mod Shells omfattende jagt på olie i Arktis.

Rundt om i hele verden vil Greenpeace lave aktioner mod Shell for at gøre offentligheden og politikerne opmærksom på de store miljømæssige konsekvenser, selskabets boringer har. Ikke kun for miljøet på Arktis – men for os alle sammen.

- Arktis skal beskyttes, og det er lykkedes før, siger Jon Burgwald.

- Ved at stå sammen har vi tidligere sikret, at Antarktis i dag beskyttes mod industriel rovdrift. Kun ved at tænke stort og ved at stå sammen, kan vi gøre en forskel. Greenpeace kan ikke gøre det alene, men hvis vi står sammen, så kan politikerne ikke overhøre os, siger han.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: