Greenpeace: Havbrug bliver aldrig en god idé

NATUR – Det er juridisk umuligt at etablere havbrug i områder, der ikke er i god økologisk tilstand. Forureningspresset fra især kvælstof og andre næringsstoffer bliver alt for stort.

Greenpeace arbejder for et mere bæredygtigt fiskeri. Billedet er fra en protestaktion mod bundtrawl, som vejer adskillige tons og ødelægger havbunden, når det slæbes hen over. Foto: Greenpeace

- Det danske havbrugseventyr er et mareridt, der skal stoppes nu, inden det går udover vores egne og naboernes havområder.

Sådan siger Magnus Eckeskog, havansvarlig hos Greenpeace, efter at have overværet gårsdagens eksperthøring, arrangeret af Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

Eksperterne skulle blandt andet tale om kompenserende marine virkemidler ved etablering og udvidelse af havbrug i Danmark.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er nemlig langt fremme med planer om at etablere flere, store havbrug og fremlagde 15. december sidste år et forslag om ændring af miljøloven, som skal bane vejen for at flere store havbrug kan blive en realitet i Danmark.

Der er allerede kig på Kattegat ved Hjelm i Djursland som et område, hvor der eventuelt skal placeres havbrug.

Under gårsdagens samråd gjorde eksperterne det dog klart, at havbrug uundgåeligt vil smitte negativt af på havmiljøet, og at det i givet fald vil være i strid med allerede indgåede aftaler som EU’s Vandrammedirektiv, Havstrategidirektivet og HELCOM.

-I går hørte vi jo med egne ører eksperterne sige, at det ikke er juridisk muligt at etablere havbrug i områder, der ikke er i god økologisk tilstand, for så bliver forureningspresset fra især kvælstoffer alt for stort i forhold til de forpligtelser, som Danmark er bundet op på i EU’s Vandrammedirektiv og Havstrategidirektiv, siger Magnus Eckeskog, havansvarlig ved Greenpeace.

Ifølge ham er havmiljøet i Kattegat ikke i god økologisk tilstand. Hverken når det gælder forurening eller biodiversitet.

Havbrug er ikke forsvarligt noget sted
- Så derfor må politikerne vende blikket væk, og hermed mener vi helt væk fra danske farvande, for havbrug er kort og godt ikke forsvarligt for havmiljøet noget sted, understreger han.

- Der er alt for stor usikkerhed omkring, hvor effektive muslingeopdræt er til at fjerne havbrugenes store mængder af kvælstof. Samtidig gjorde eksperterne det også klart, at de ikke kender til virkemidler, der kan råde bod på de negative konsekvenser, som både havbrug og muslingeopdræt har på selve havbunden pga. det organiske materiale, som både muslinger og fisk producerer, siger han.

- Summa summarum; det danske havbrugseventyr er et mareridt, der skal stoppes nu, inden det går udover vores egne og naboernes havområder. Kattegats havmiljø gisper allerede efter vejret, så det vil være dybt uansvarligt at tilføje et øget pres med den massive forurening af kvælstoffer, medicinrester og pesticider, som uundgåeligt vil blive konsekvensen af de tre havbrug ud for Djursland, som lige nu er på tegnebrættet, siger han.

Gave til Esben Lunde afleveres i dag
Forslaget har været til 1. behandling, mens 2. og 3. behandlingen er udskudt på ubestemt tid. I dag onsdag 26. april mellem klokken 16 og 17 er der en offentlig event foran Miljøministeriet, hvor alle kan møde op og skrive en lille, personlig besked til miljøminister Esben Lunde Larsen om, at de gerne vil bede ham om at passe bedre på vores miljø.

Beskeden bliver del af en samlet gave til miljøministeren. Det er Greenpeace, Danmarks Naturfredningsforening, Nej Til Havbrug Udfor Hjem, Levende Hav, Verdens Skove og Amager Fælleds Venner, der arrangerer eventen, oplyser Greenpeace.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: