Foråret i Arktis starter 16 dage tidligere end for 10 år siden

KLIMA – Det arktiske forår begynder seksten dage tidligere end for blot ti år siden. Årsager er klimaforandringerne, der påvirker sæsonerne voldsomt jo mere nord for ækvator, man kommer.

Det første forårstegn er den smeltende is i Alaska. Billedet er fra 1950. Foto: Wikimedia Commons

Af Anni Hjortegaard Jensen, cand.mag. engelsk

Et nyt studie afslører, at det arktiske forår starter seksten dage tidligere end det gjorde for blot ti år siden. Dette skyldes klimaforandringerne, der påvirker sæsonerne voldsomt jo mere nord for ækvator, man kommer.

Studiet er en del af en stigende bekymring for de temperaturstigninger, der ses i Grønland, Sibirien, Alaska og andre nordligt liggende områder. Disse områder har oplevet usædvanligt lange og hyppige stigninger i temperaturen i vinterperioden, skriver den britiske avis The Guardian.

Studiet blev offentliggjort den 2. marts i tidsskriftet Scientific Reports og foretaget af forskere fra University of California, Davis. Forskerne gjorde brug af temperaturmålinger og 743 tidligere studier af periodiske plante- og dyre livscyklusbegivenheder. De kiggede på fugletræk, blomsters blomstring og frøers kvækken. Resultatet viste, at disse forårsaktiviteter i dag fandt sted tidligere nord for ækvator end for ti år siden.

Meget tydelig de seneste uger
Dette betyder, at mens vinteren slutter en dag tidligere i Los Angeles, så slutter den to uger tidligere i Arktis. Ifølge forfatterne er forårets tidligere ankomst omkring tre gange mere fremtrædende end tidligere studier har anslået.

Stigningen i temperaturen har været meget tydelig igennem de sidste uger. Selvom solen ikke har været på himlen ved Grønlands nordligste vejrmålestation siden oktober, så har temperaturen alligevel været over frysepunktet i 61 timer, hvilket er tre gange mere end tidligere.

Martin Stendel, forsker ved Polar Portal og klimaforsker ved Danmarks Meteorologiske Institut, fortæller, at temperaturerne i det centrale Arktis har været 4 °C højere denne vinter. I februar var flere regioner 10 °C højere end normen. Det er en trend, som Stendel forventer vil fortsætte.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: