Flere vil dø af multresistent svinebakterie

Over 10.000 mennesker kan være smittet med MRSA uden at vide det. Foto: Colourbox

MRSA – Op mod 12.000 mennesker går intetanende rundt og er smittet med den multiresistente svinebakterie MRSA CC398, som indtil videre har kostet fire mennesker livet. Men vi kan vente flere dødsfald, siger eksperter.

Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen har svigtet massivt i sag om den farlige svinebakterie MRSA, mener professor Hans Jørn Kolmos, Odense Universitetshospital.

Sammen med lederen af MRSA Videncenter i Region Hovedstaden, Henrik Westh, advarer han kraftigt mod den omsiggribende epedemi.

Mandagens udgave af Politiken kan offentliggøre beregninger fra de to eksperter, som anslår. at et sted mellem 6.000 og 12.000 mennesker er smittet af MRSA uden at vide det.  Begge anser det ligeledes for givet, at vi kan vente flere dødsfald.

- Det er naivt at forestille sig andet. Det er simpel matematik, når så mange er smittet, siger lederen af MRSA Videncenter i Region Hovedstaden, Henrik Westh, til Politiken.

Alene i juli er 105 smittet
Han og professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos har foretaget beregninger af det reelle omfang af smittede med MRSA i Danmark.

Meldingen om tusindvis af smittetilfælde kommer, efter at Statens Serum Institut i sidste uge offentliggjorde tal, der viser, at 105 alene i juli fik konstateret smitte med svine-MRSA. Det er det højeste antal nogensinde på en måned.

Smittet uden kontakt med svin
MRSA har indtil videre kostet fire menneskeliv herhjemme. I alle tilfælde er der tale om mennesker, der i forvejen var svækket af anden sygdom, men som ikke havde haft nogen kontakt med svin.

- Det luskede ved bakterien er, at man sagtens kan være bærer af den uden at have den fjerneste idé om det. Hvis man ellers er sund og rask, har man ingen symptomer, men kan smitte andre, som er mere svagelige. De kan blive alvorligt syge og i værste fald dø, siger Hans Jørn Kolmos til Politiken.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: