Fairtrade klar til verdens største kaffepause

FAIRTRADE – I dag og resten af weekenden brummer kaffemaskinerne med en særlig lyd over hele verden – nemlig lyden af Verdens Største Kaffepause.

Så er der kaffepause. I dag går startskuddet til verdens største kaffepause. Det sker i solidaritet med fattige kaffebønder. Foto: Fairtrade

Fra New Zealand til Polen, fra Sydafrika til Spanien, og også her i Danmark, står kaffeelskere sammen i Verdens Største Kaffepause fra den 13.–15. maj. Det sker for at vise kaffebønderne i nogle af verdens fattigste lande, at vi er mange, som støtter dem.

Indtil videre har der været over 2.700 tweets om kaffepausen på sociale medier. 1,5 million mennesker fra mere end 50 lande har tilmeldt sig, og til sammen har de forhåndsregistret 5 millioner kopper kaffe. Heriblandt 25.000 kopper i Danmark.

- Det er utrolig overvældende at opleve, at så mange bakker op om kampagnen. Det bekræfter mig i, at danskerne har et stort udsyn og godt ved, at verden er større end køledisken nede i supermarkedet, siger Jonas Giersing, direktør, Fairtrade.

- Det sender et stærkt signal til kaffebønderne om, at selvom de er langt væk fra os danskere kilometermæssigt, er de alligevel tæt på os i vores tanker, siger han.

Blandt de tilmeldte er privatpersoner, der holder kaffepause alene eller sammen med venner og familie, virksomheder, foreninger, skoler, cafeer, institutioner og politikere.

Supermarkedskæden Lidl byder deres mere end 2.000 medarbejdere på kaffe i butikkernes personalestuer, lagrer og på hovedkontoret. Brandbjerg Højskole kalder deres kaffepause ’bund for bønder’. Herning svømmehal inviterer vandglade gæster på en kop kaffe. Peter Larsen Kaffe deler gratis kaffe ud på hovedbanegården i København, og BKI står for at slukke århusianernes kaffetørst på Store Torv i Aarhus.

Kaffebønderne er hårdt ramt
Fattigdom. Børnearbejde. Unfair arbejdsvilkår. Kaffebønderne i nogle af verdens fattigste lande har altid haft meget at kæmpe imod. Oven i det kæmper de i dag imod klimaforandringer. Det ændrede klima resulterer i ekstremt og uforudsigeligt vejr, tørke, oversvømmelser og plantesygdomme. Det rammer kaffebuske særligt hårdt, da de er yderst sensitive over for bare små temperaturudsving.

- Du og jeg kan hjælpe kaffebønderne ved at købe kaffe, der bliver produceret med respekt for natur, miljø, den enkelte arbejder og bonde. Det valg tager du blandt andet, når du lægger en Fairtrade-mærket kaffe i indkøbskurven, siger Jonas Giersing.

Som Fairtrade-certificeret kaffekooperativ er kaffebønderne garanteret en minimumspris for deres kaffe. Minimumsprisen fungerer som et sikkerhedsnet, når markedsprisen falder til et niveau, der ikke er bæredygtigt. Kaffebønderne tjener derudover en bonus, som de blandt andet kan bruge på at købe nye planter, der gør dem bedre rustet til at stå i mod klimaforandringerne.

Sådan deltager du i kaffepausen
Du kan være med i Verdens Største Kaffepause ved at drikke en kop Fairtrade-kaffe den 13.-15. maj og tilmelde dig på hjemmesiden fairtradechallenge.org. Du kan både deltage som enkeltperson eller som gruppe. På hjemmesiden kan du følge med i, hvor mange kopper der drikkes på verdensplan. Du kan også udfordre venner, familie, eller kollegaer og konkurrere om, hvem der kan holde den bedste, største, længste eller mest kreative kaffepause.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: