EU-udspil om soja mindsker ikke landbrugets klimabelastning

LANDBRUG – EU’s initiativ om soja og planteproteiner mindsker ikke landbrugets klima- og miljøbelastning. Udspillet afspejler mest industriens interesser, konkluderer ny rapport fra NOAH.

Sojahøst. Danmark importerer store mængder soja, som anvendes som proteinfoder til svin, kvæg og fjerkær. Foto: CC BY flickr Walbron Sigueira

Af Natalia Lehrmann, research- og kampagnemedarbejder i NOAH, Friends of the Earth Denmark

Tirsdag offentligjorde NOAH – Friends of the Earth Denmark – en rapport om planteproteiner udarbejdet af Friends of the Earth Europe, der kommer med anbefalinger og kritiserer Europa-Kommissionens nyligt udkomne rapport om planteproteiner.

Den animalske overproduktion bliver der ikke taget stilling til i Europa-Kommissionens rapport, som har til hensigt at udforske, hvorledes man kan udnytte potentialet for produktion af planteprotein i EU. Dette på trods af at for mange dyr er årsagen til den enorme efterspørgsel på protein og dermed spiller en central rolle i forhold til EU’s kolossale økologiske fodaftryk.

Den politiske linje, EU har lagt, bliver kritiseret bredt af de grønne organisationer og derfor har en række NGO’er også sendt et fælles brev til EU’s ministre, der i denne uge mødtes i det Europæiske Råd. Friends of the Earth peger på, at den altafgørende løsning på miljø- og klimaproblemerne, som produktionen af planteprotein medfører, er drastisk at reducere produktionen og forbruget af industrielle kød- og mejeriprodukter.

Mad til mennesker
Proteinafgrøderne skal i stedet bruges som mad til mennesker, og de skal dyrkes i små, bæredygtige landbrug med passende dyrehold. Landbruget udgør over en tredjedel af Danmarks samlede klimabelastning, og den animalske produktion står for knap trefjerdedele af EU-landenes aftryk på landbrugsland. Det har store negative konsekvenser for miljø, klima og mennesker verden over.

Det fremstår som om EU gerne vil løse nogle af miljøproblemerne, som produktionen af soja medfører. Som udtalt af det Østrigske formandskab ved mødet i går ønsker man at øge planteproteinproduktionen for at »øge EU’s selvforsyning og bidrage til at afværge klimaforandringerne«, som det blev udtalt ved gårdsdagens møde.

Men i praksis er det tomme ord, for det løser ikke roden af problemet: at der ikke er nogen bæredygtig måde at mætte så mange munde. I EU opdrættes hvert år ni milliarder dyr. Så uden at skære ned på den industrielle, animalske produktion vil vi fortsat have et lige så stort økologisk aftryk fra landbruget og flytte problemerne med sojaproduktion til EU.

EU’s tilgang afspejler industriens interesser
Som det er nu afspejler EU’s tilgang industriens interesser i forhold til at bevare industriel animalsk produktion som det er, benytte landbrugsstøtte til at støtte biobrændstof (der producerer proteiner til foder som biprodukt) og tillade nye GMO’er til produktion, og muligvis ekspandere soja til Centraleuropa.

EU’s rapport om udviklingen af planteproteiner i EU gennemgår udbuddet og efterspørgslen på planteproteiner i EU i et forsøg på at mindske EU’s afhængighed af importeret soja til animalsk foder. Men mindskes den animalske produktion ikke, vil EU-landene bevare deres store forbrug af soja- og proteinafgrøder. Dermed vil EU fortsat have et stigende aftryk på land, der nu er halvanden gang så stort som regionen, og EU vil fortsat skulle importere landbrugsafgrøder i samme omfang som nu.

Soja udgør cirka 40 procent af alle proteiner, der benyttes i EU. 95 procent af sojaen importeres fra tredjelande, hvilket betyder, at den har en nøglerolle i masseproduktionen af kød og mejeriprodukter i en fortsat voksende husdyrssektor.

Stigende del fra USA, men det meste fra Sydamerika
Sojaimport fra USA er steget på det seneste, men hovedparten af sojaen kommer fra Sydamerika – især Brasilien, Paraguay og Uruguay. Det er veldokumenteret, at produktionen har medført afskovning, konflikter på landet og miljøforurening. EU skal derfor igangsætte tiltag til at takle overproduktionen og -forbruget af animalske produkter og skabe bedre muligheder for bæredygtige landbrug og produktion af planteprotein til menneskeindtag.

Der er en række initiativer, der sigter mod at øge planteproteinproduktionen i Europa, inklusive den Europæiske Soja-deklaration, der blev underskrevet af 14 medlemsstater i juli 2017. Europa-Kommissionen sammensætter også en markedsanalyse, hvori potentialet for at øge proteinproduktionen i EU skal vurderes. Disse initiativer skaber potentiale for omstilling via EU’s Fælles Landbrugspolitik, CAP, der er ved at genforhandles.

NOAH opfordrer til, at der i CAP’en laves mål om nedsættelse af den animalske produktion og at den støtter op om, at landmænd dyrker proteinafgrøder som del af deres sædskifte. Monokulturer med soja bør ikke støttes.

Læs og download rapporten

NOAH: Sojaalarm

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: