EU udskyder godkendelse af glyfosat

SPRØJTEGIFT – Det lykkedes ikke at opnå kvalificeret flertal for en fortsat godkendelse af glyfosat. Nu må EU udskyde afstemningen for anden gang.

Fra en demonstration mod Monsanto i San Francisco. Foto: CC BY flickr Donna Cleveland

Modstandere verden over vejrer morgenluft, efter at EU i går for anden gang har været nødt til udskyde den afstemning, der skulle tage stilling til en forlængelse af den europæiske godkendelse af glyfosat, som er det aktive middel i verdens mest solgte sprøjtegift Roundup.

Medlemslandene er dybt uenige. Frankrig, Holland, Sverige og Italien er imod at forlænge godkendelse af stoffet i 15 år mere, som der oprindeligt var lagt op til. Men selv om perioden som en del af et kompromisforslag er nedjusteret til nu kun ni år, er mange lande imod, og flere er stærkt i tvivl, fordi WHO´s kræftforskere sidste år konkluderede, at glyfosat sandsynligvis er kræftfremkaldende.

EU’s eget fødevareagentur afviser dog, at glyfosat udgør en kræftrisiko. Det samme gør kemiindustriens lobbyister med Monsanto i spidsen. Alligevel måtte EU opgive at stemme om fortsat godkendelse, fordi det var umuligt at opnå et kvalificeret flertal.

Danmark med miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i spidsen er på den fløj, der arbejder for at forlænge godkendelsen af glyfosat.

Frankrig vil ifølge flere medier forbyde glyfosat uanset, hvad EU beslutter, men også Tyskland, Italien, Slovakiet, Østrig, Portugal og Holland er mest imod.

Godkendelsen til at sælge glyfosat og dermed Roundup i Europa udløber 30. juni. Herefter kan man købe og anvende sprøjtegiften til udgangen af 2016, hvorefter det er helt slut.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: