EU godkender ny støtteordning til biogas

BIOGAS – EU-Kommissionen har godkendt nye støttesatser til anvendelse af biogas. Godkendelsen er betinget af, at der ikke ydes statsstøtte til de samme udgifter flere gange.

Reglerne for støtte til biogas betyder, at man højst må anvende 25 procent energiafgrøder som fx majs. /Foto: Colourbox

Produktion af el fra biogas får forhøjet støtten, og der indføres en ny støtteordning til opgraderet og renset biogas, der tilføres henholdsvis naturgas og bygasnet. De nye støttesatser blev aftalt i forbindelse med energiaftalen fra marts 2012 og vedtaget af Folketinget i juni 2012.

Klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard siger:
- Det glæder mig, at EU har godkendt energiaftalens forhøjede støtte til el og opgradering, og at den forhøjede støtte kan gives til el, der er produceret efter den 1. juli 2012. En lang række biogasanlæg vil nu få mulighed for at forøge og forbedre biogasproduktionen og dermed mindske udledningen af drivhusgasser.

Støtten til elproduktion
Støtten til elproduktion stiger med 36 øre pr. kWh på grund af to nye pristillæg. Sammen med den eksisterende faste afregningspris på 79,3 øre pr. kWh opnås dermed en pris på 115,3 øre pr. kWh for el produceret i 2012. Den nye støtte gives til elproduktion fra både biogas og fra gas fremstillet ved termisk forgasning af biomasse. Støtten gives til el, der er produceret efter 1. juli 2012, oplyser Energistyrelsen.

Støtten til opgradering
Støtten til opgraderet biogas, der tilføres naturgasnettet i kalenderåret 2013 bliver på 111,6 kr. pr. GJ. Der er støtte både til opgraderet biogas, der tilføres naturgasnettet og til renset biogas, der tilføres et bygasnet. Denne støtte gives med virkning fra 1. december 2013.

I forbindelse med energiaftalen blev der også aftalt nye støttesatser til biogas til transport, proces og andre anvendelser. Disse støttesatser er til behandling i EU som en selvstændig sag, og Energistyrelsens forventer tidligst en afgørelse i 2014.

Betingelser for støtten
EU-Kommissionen har godkendt de nye støttesatser på den betingelse, at der ikke ydes statsstøtte til de samme udgifter flere gange.

Energistyrelsen har sammen med Kammeradvokaten gennemgået godkendelsen. Og kammeradvokaten vurderer, at afgørelsen ikke helt klart fastslår, at det er muligt at yde driftsstøtte til virksomheder, der også modtager anlægsstøtte.

Kammeradvokaten anbefaler derfor, at spørgsmålet afklares med EU-Kommissionen, og at der ikke ydes driftsstøtte til disse virksomheder, før en sådan drøftelse har fundet sted.

Energistyrelsen vil hurtigst muligt afklare dette med Kommissionen. Anlæg, der har modtaget anden form for støtte eller tilsagn herom, må således afvente denne afklaring.

Højst 25 procent energiafgrøder
Støtten forventes fra 2015 at blive betinget af, at biogassen opfylder kriterier for bæredygtighed. Kriterierne forventes implementeret i 2014 og vil omfatte, at der fra 2015-17 højst må bruges 25 procent energiafgrøder i biogasanlæggene målt som vægtinput.

Fra 2018 må andelen af energiafgrøder højst udgøre 12 %. Støttemodtagerne vil derfor fra 2015 skulle oplyse, hvilke biomasser der er anvendt til biogasproduktionen.

Administration af støtten
Støtteordningerne administreres af Energinet.dk. Støtten til biogas, der anvendes til elproduktion, modtages automatisk ved registrering af anlægget i det såkaldte stamdataregister, som alle de anlæg, som modtager støtte til elproduktion i dag, er registreret i.

Det er netvirksomhederne, der står for stamdataregistreringen. Den forhøjede støtte vil blive udbetalt i december 2013 for el, der er produceret mellem 1. juli 2012 og 1. december 2013.

Fra 9. december 2013 kan man ansøge om støtte til opgraderet biogas og renset biogas via Energinet.dks hjemmeside. Støtten til godkendte støttemodtagere vil blive udbetalt 25. januar 2014 med tilbagevirkende kraft fra den 1. december 2013, såfremt der indsendes målinger af produktionen for december måned inden den 6. arbejdsdag i januar måned 2014.

Energistyrelsen sender bekendtgørelser om den nye støtte i høring i dag.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: