EU-forbud mod palmeolie får ringe betydning

KLIMA & MILJØ – Palmeolie, der blandes i biobrændstof, belaster klimaet tre gange værre end almindelig diesel. Alligevel er et nyt forbud mod palmeolie fra EU-Kommissionen fyldt med smuthuller og kommer reelt ikke til at gøre den store forskel, mener Det Økologiske Råd.

EU vil udfase brugen af den klimabelastende palmeolie, som blandes i biobrændstof, men de nye regler er fyldt med store smuthuller. Foto: Colourbox

Fredag aften offentliggjorde EU-Kommissionen at palmeolie har så stor en samlet negativ klimaeffekt, at de skal udfases til brug i biobrændstoffer. Samtidig har Kommissionen dog indført en række undtagelser, der i praksis kan betyde, at palmeolie fremover alligevel kan bruges på niveau som i dag.

Det oplyser Jeppe Juul, som er transportpolitisk medarbejder i Det Økologiske Råd.

Kommissionens såkaldte delegated act er en udmøntning af den aftale, der blev indgået sidste år om fremtidens krav til iblanding af biobrændstoffer til diesel og benzin.

Smuthuller i lovgivningen
I aftalen blev det besluttet, at de biobrændstoffer, der har en særlig høj CO2-udledning på grund af ændret anvendelse af jord , der bl.a. resulterer i rydning af regnskov og vådområder, skal udfases fra 2023 frem mod 2030.

- Det er glædeligt, at Kommissionen nu erkender at brug af palmeolie til biodiesel er en rigtig ringe ide, men det er absurd at man så alligevel muliggør fortsat brug af palmeolie gennem smuthuller i reguleringen, siger Jeppe Juul.

Kommissionen har blandt andet besluttet, at man fortsat gerne må bruges palmeolie fra mindre producenter, der ejer mindre end fem hektar. Det samme gælder hvor palmeolie hvor plantagerne etableres på »ubrugt« jord.

Belaster klimaet tre gange værre
- Klimaet er ligeglad med om CO2- og metan-udslippene kommer på grund af mange små eller få store producenter. Selve produktionen styres stadig af nogle få store selskaber og udledningen er den samme. Det er tydeligt at Kommissionen ikke er styret af klimahensyn, men handelshensyn i forhold til lande som Indonesien og Malaysia, mener Jeppe Juul.

Ifølge ham er det også uklart, hvilken kontrol der skal være af produktion på ubrugt jord, og hvem der skal kontrollere det. Jeppe Juul henviser til undersøgelser finansieret af Kommissionen selv, som viser, at biodiesel fremstillet på basis af palmeolie belaster klimaet tre gange så meget som almindelig fossil diesel.

EU’s politik er en katastrofe
- I EU har vi i alt for mange år haft tvungen iblanding af biobrændstoffer uden at have nogen meningsfulde bæredygtighedskrav. Det betyder, at vi fx bruger palme- og sojaolie, der samlet set har en højere CO2-udledning, end hvis vi bare brændte fossil diesel af, siger han.

- EU’s biobrændstofpolitik er en katastrofe finansieret af Europas bilejere og udtræk på klimakontoen. Den favoriserer fødevarebaserede råvarer og giver for lidt incitament til at producere bæredygtige avancerede biobrændstoffer, mener Jeppe Juul.

Han understreger, at Danmark fra 2021 heldigvis har mulighed for at droppe brugen af fødevarebaserede biobrændstoffer som fx palmeolie. Regeringen har dog lagt op til fortsat at kræve iblanding, selvom det ikke er et krav fra EU.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: