Essity skyller unik urskov ud i toilettet

NATUR – Greenpeace-rapport afslører, hvordan en stor svensk papirproducent skyller vores urskov ud i toilettet.

Forbrugerne kender især Essitys toiletpapir af mærket Lotus, der fylder butikshylderne i mange supermarkeder. Grafik: Greenpeace

Vi bruger det, når vi spiser sandwich på caféen, når vi tørrer hænder og når vi går på wc: Toiletpapir og servietter. Hvad få ved, er, at brugen af papirmasser – indirekte – er skyld i, at store områder af oprindelig skov i den store nordlige del af Sverige og Finland skylles ud i toilettet dag for dag.

Verdens andenstørste producent af toilet- og servietpapir, svenske Essity, har et væsentlig ansvar for, at urskovsområderne svinder kraftigt. Det afslører en ny rapport fra Greenpeace »Wiping out the boreal«.

Rapporten dokumenterer, at Essity og andre store spillere medvirker til at rydde beskyttede skovområder, ødelægge habitater for truede træsorter og genplanter nye træer, der invaderer og ødelægger den oprindelig natur, ligesom leveforholdene for oprindelige folk, samerne, sættes under pres.

Lotus på hylderne i mange supermarkeder
I Danmark kender forbrugerne især Essity’s toiletruller af mærket Lotus, der fylder butikshylderne i mange supermarkeder.

- Jeg tror, at de færreste forbrugere faktisk er klar over, at de ufrivilligt er med til at støtte et selskab, der ingen skrupler viser ved bogstaveligt talt at skylle en unik urskov i vores nabolande ud i toilettet, siger Birgitte Lesanner, chef for Greenpeace i Danmark.

- Urskoven i den store nordlige skov ryddes i høj hast, så vi ikke blot mister unikke naturområder, men også bringer biodiversiteten og klimaet i fare. De hundrede år gamle træer er vigtige kulstoflagre, og når savklingerne sættes massivt ind, frigøres CO2, så klimaforandringerne og de vejrkatastrofer, der lige nu fylder nyhederne, kan forstærkes, siger hun.

Den store nordlige skov, der også kaldes boreale skove, strækker sig fra Rusland over Finland og Sverige, og udgør en tredjedel af verdens samlede skov. Til trods for, at der er store områder med oprindelig skov, så er kun tre procent beskyttet.

Særlig høj økologisk bevaringsværdi
Greenpeace blotlægger i rapporten Essity’s uetiske køb af træmasse fra sit tidligere søsterselskab, trægiganten SCA, der kommer fra skovområder, som Sveriges myndigheder ifølge Greenpeace klassificerer som af »særlig høj økologisk bevaringsværdi«.

- Det er uacceptabelt, at et ledende selskab som Essity skraber bunden af skoven med sine – manglende – etiske standarder ved at købe massive mængder træmasse fra nordisk urskov, der ikke kan genskabes. Vi kan se, at det sagtens kan lade sig gøre at producere toiletpapir fra genbrugt papir, og de sælger tilmed også selv et bæredygtigt produkt. Vi vil lægge al mulig pres på for, at selskabet og andre dropper sine leverandører, der fælder urskovsområderne, så vi alle fremover kan bruge papir med god samvittighed og vished om, at de gamle skove fortsat vil stå stærkt og flot, siger Birgitte Lesanner.

Download rapporten Wipe out boreal.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: