Esben Lunde kan undgå aktindsigt på miljøområdet

MILJØ – Fremover kan Esben Lunde Larsen slippe for at give nysgerrige borgere og journalister aktindsigter på miljøområdet, vurderer to eksperter i forvaltningsret ifølge dagbladet Information.

Esben Lunde Larsen samler magten omkring sig og gør det samtidig vanskeligt for journalister at kigge embedsmænd og minister efter i kortene. Grafik: Klip fra Information

Muligheden for aktindsigt indskrænkes væsentligt, når alt ministerbetjening rykkes fra Miljøstyrelsen til departementet, vurderer to eksperter. Dermed slipper Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), der tidligere har kaldt aktindsigter »en sygdom«, for at give offentligheden indblik i det lovforberedende arbejde på miljøområdet, skriver Information i mandagens avis.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen er i færd med at gennemføre omfattende strukturændringer i styrelser og ministerium. Det sker samtidig med, at Miljøstyrelsen flyttes til Odense.

Den nye arbejdsdeling i Miljøstyrelsen, hvor al ministerbetjening, lov- og bekendtgørelsesarbejde rykkes fra styrelsen til Miljø- og Fødevareministeriets departement, mørklægger offentlighedens mulighed for aktindsigt i det lovforberedende arbejde på miljøområdet. Herunder eksempelvis faglige bidrag og besvarelse af folketingsspørgsmål.

Det vurderer to eksperter i forvaltningsret ifølge Information.

Slut med aktindsigt i det forberedende lovarbejde
Beslutningen vækker bekymring, faglig frustration og vrede hos medarbejderne, og nu peger juridiske eksperter på, at den nye opgavefordeling i Miljøstyrelsen indskrænker muligheden for aktindsigt betydeligt.

»Den organisatoriske ændring betyder, at det ikke længere er muligt at få aktindsigt i det forberedende arbejde og dermed beslutningsgrundlaget for ændringer i miljølovgivningen. Man lukker for offentlighedens adgang ved at flytte ministerbetjeningen over i departementet,« siger Oluf Jørgensen, offentlighedsrådgiver og tidligere forskningschef på Danmarks- medie og journalisthøjskole, til Information.

Særlig åbenhed på miljøområdet
Ifølge avisen har miljøområdet ellers været kendetegnet ved en særlig åbenhed som følge af den såkaldte Århuskonvention om offentlighed på miljøområdet, som Danmark og 46 andre lande har underskrevet, samt den danske Miljøoplysningslov.

Miljøområdet er således det eneste, der er undtaget for den udskældte paragraf 24 i offentlighedsloven, som mørklægger dokumenter, der indgår i eller kan tænkes at skulle indgå i betjeningen af en minister. Her gælder i stedet reglerne fra den gamle offentlighedslov.

Men det er tilsyneladende slut nu, konstaterer Oluf Jørgensen.

»Nu ønsker man åbenbart på miljøområdet at lukke ned for offentligheden, ligesom man har gjort på andre ministerområder med den nye offentlighedslov,« siger Oluf Jørgensen til Information.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: