Enhedslisten ønsker dansk version af Allemandsretten

NATUR – Vi skal have lov til at færdes frit og overnatte i skoven, hvis vi gør det med respekt for naturen. Det mener Enhedslisten, som vil indføre en dansk udgave af den såkaldte allemandsret, som vi kender fra andre nordiske lande.

I Sverige må man frit færdes i skoven og slå et telt op for at overnatte. Enhedslisten vil indføre en dansk version af allemandsretten. Foto: Ulla Skovsbøl

Af Maria Reumert Gjerding, natur- og miljøordfører for Enhedslisten

Flere danskere skal have bedre mulighed for at komme ud og nyde naturen. Derfor foreslår vi, at de private skove åbnes op, og vi indfører en dansk version af allemandsretten. Den ordning vi kender fra andre nordiske lande.

I dag må man kun færdes i private skove fra kl 6.00 om morgenen til solnedgang og man må ikke gå væk fra skovstien. Når vi indfører allemandsret, må man færdes frit og overnatte i skoven, hvis man gør det med respekt for naturen, og uden man kan ses fra beboelse eller skovstier.

Alle erfaringer viser, at folk passer rigtig godt på naturen, når de bruger den. For nogle år siden indførte man den såkaldte »fri teltning« i statsskovene, hvor folk frit kunne slå telt op og være i naturen når de ville. Evalueringen af ordningen viste, at telte og campister ikke efterlader spor, og at folk er meget omhyggelige med at være diskrete og udvise stor respekt for omgivelserne.

Kun 18 procent er statsskove
Kun 18 % af Danmarks skove er statsskove. Det vil sige, at danskerne har begrænset adgang til langt hovedparten af Danmarks skovområder. Og de offentlige skove er ikke ligeligt fordelt geografisk.

På Lolland-Falster, Fyn og Sydsjælland er andelen af offentlig skov lav, og mennesker det bor her, har derfor dårligere mulighed for at komme ud og finde svampe, plukke anemoner, lade deres børn tumle i skovbunden eller overnatte i skovtykningen, end fx folk der bor i hovedstadsområdet, hvor der er mere offentlig skov.

At opleve og være i naturen, er afslapning, afstresning, livskvalitet og velvære for både børn og voksne. Derfor skal Danmarks skove være åbne og tilgængelige for os alle.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: