DSB køber 26 nye el-lokomotiver

TRANSPORT – DSB udfaser gamle forurenende diesellokomotiver og skifter til nye miljøvenlige lokomotiver, der kører på el. Det er første skridt i en proces, der skal sikre DSB moderne el-drevet materiel, der kan løfte fremtidens trafikale udfordringer.

De nye eldrevne lokomotiver skal trække dobbeltdækker-vognene og køre regionaltrafik på Sjælland. Foto: René Strandbygaard

DSB investerer nu millioner i 26 nye el-lokomotiver, som ikke alene vil gavne miljøet, men også samtidig vil resultere i en mere stabil drift.

De nye eldrevne lokomotiver skal trække dobbeltdækkervognene og køre regionaltrafik på Sjælland.

- Indkøbet af el-lokomotiver er første skridt i en proces, der skal sikre DSB moderne el-drevet materiel til at løfte fremtidens trafikale udfordringer, siger Flemming Jensen, adm. direktør i DSB.

De nye el-lokomotiver skal afløse de aldrende ME-diesellokomotiver og samtidig reducere afhængigheden af IC2 og IC4-togsættene i fremtiden.

- Sammen med de langsigtede planer om indkøb af nye el-togsæt er det nu muligt at planlægge en kontrolleret udfasning af IC2- og IC4-togene. Ud fra vores driftserfaringer må vi konkludere, at IC4 ikke bliver grundstammen i den danske togtrafik, men vil være en del af løsningen, frem til elektrificering af skinnerne er gennemført, siger Peter Schütze, bestyrelsesformand i DSB.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: