DN: Stop brugen af sprøjtegift

Indfør forbud mod sprøjtegifte i perioder og udlæg sprøjtefrie områder der, hvor grundvandet indvindes. Sådan lyder forslaget fra Danmarks Naturfredningsforening i kølvandet på nye tal, som viser, at brugen af sprøjtegifte tilsyneladende er helt ude af kontrol.

Ella Maria Bisschoff-Larsen kræver stop for brugen af sprøjtegift.

Således sprøjter landmanden i gennemsnit 3,18 gange årligt mod de 1,7, som er sat som miljøets tålegrænse, viser tal fra Miljøministeriet.

- Det er skandaløst, at vi har ladet det komme så vidt. Det har stået på nu i 25 år på grund af manglende politisk vilje. Ansvaret ligger hos skiftende ministre og et embedsværk, der har ladet stå til. Og vi mangler stadigt at se den nuværende regering for alvor gribe ind, siger Ella Maria Bisschop- Larsen, præsident i Danmarks Naturfrednngsforening.

Landbruget står for 90 procent af det samlede forbrug af sprøjtegifte i Danmark. Og ikke alene sprøjter de danske landmænd deres marker mere og mere. De midler, de bruger, er de seneste år også blevet markant farligere for miljøet og menneskers helbred, viser opgørelsen fra Miljøstyrelsen. Stoffernes miljøbelastning fra 2007 til 2011 er steget med 35 procent.

- Det enorme overforbrug kan påføre vore fælles natur og drikkevand skader, som vi som samfund simpelthen ikke kan acceptere, siger Ella Maria Bisschop -Larsen. Foreningen ser de nye tal som et håndfast bevis på, at landbruget ikke selv tager ansvar for at løse udfordringerne med erhvervets alt for store forbrug af sprøjtegift.

- Det er derfor først og fremmest et politisk ansvar og her er der fejlet fælt. Brugen af sprøjtegifte er bare steget og steget, mens skiftende miljøministrene forarget har sagt stop uden i øvrigt at gribe ind under begrundelse af, at landbruget selv kunne løse problemet. Det kan erhvervet med al tydelighed ikke. Nu har vi brug for et klokkeklart politisk sporskifte for det, vi er vidner til i dag, er afmagt overfor et erhverv, der ellers kunne gavne Danmark ved at respektere og følge de regler og ønsker, vi som samfund har, siger Bisschop-Larsen.

Danmarks Naturfredningsforening foreslår:

Forbud mod brug af Round Up før høst

Ingen sprøjtegift i BNBO (boringsnære beskyttelsesområder) af hensyn til drikkevandet

Sprøjtefrie 6 meters zoner langs hegn og skove af hensyn til biodiversiteten

Konkret fremme af økologisk jordbrug som et miljø- og naturpolitisk virkemiddel på de arealer, hvor vand og natur lider skade af sprøjtegiftene.

Tage arealer ud af landbrugsdrift og i øvrigt nedbringe forbruget pr hektar.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: