Det Økologiske Råd: Dieselbiler skal udfases i en fart

TRANSPORT – De fleste nye dieselbiler udleder mere end tre gange så meget NOx som de burde, viser ny rapport. Det er en skandale, mener Jeppe Juul fra Det Økologiske Råd. Dieselbilerne skal udfases i en fart.

Det er ikke vanskeligt at forstå symbolikken på forsiden af rapporten. Dieselgate var kun toppen af isbjerget. Grafik: Transport & Environment

Først blev Volkswagen opdaget i at storsnyde med NOx-test af biler, og så rullede Dieselgate med flere afsløringer af, hvordan industrien slet ikke overholder grænserne for udledning af gasser.

I dag – et år efter – forurener nye dieselbiler i EU stadig alt for meget. Det viser en ny rapport fra den europæiske organisation Transport & Environment. To ud af tre biler i EU forurener mere end tre gange så meget, som angivet i EU’s luftforureningsstandard Euro 6, der trådte i kraft i 2014.

Og i Danmark står det også rigtig slemt til, siger transportekspert Jeppe Juul fra Det Økologiske Råd.

- Det er en skandale. Lige nu kører en kvart millioner biler rundt på de danske veje og udleder mere end tre gange så meget NOx, som de skulle i forhold til Euro-normerne. NOx forureningen skader vores sundhed, og alligevel fortsætter industrien med producere biler, der udleder for høje niveauer af NOx, siger Jeppe Juul.

Efter hans vurdering er der kun en forsvarlig ting af gøre.

- Vi skal have speedet udfasningen af forbrændingsmotorbiler op, og dieselbilerne bør klart ryge først. Af samme grund er det også mærkeligt, at vi stadig har en afgiftsmæssig særbegunstigelse af dieselbiler i Danmark, mens landene omkring os fjerner dem på stribe, siger Jeppe Juul fra Det Økologiske Råd.

Fakta om diesel-forurening

  • I EU, USA og i flere andre lande har man lavet reduktionsmål for NOx i et forsøg på at forbedre folkesundheden.
  • EU har fastsat de såkaldte Euronormer, der regulerer nye bilers udledning af fx NOx. Euro 6 trådte i kraft i 2014 og betyder at nye biler kun må udlede 80 mg NOx/km.

Læs rapporten

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: