Det kræver et opgør med kapitalismen at redde klimaet

KLIMA – For forfatteren og miljøaktivisten Naomi Klein handler indsatsen mod klimaforandringerne ikke kun om politik og økonomi, men også om et opgør med kapitalismen og Vestens opfattelse af naturen gennem 400 år.

Klimaforandringerne kræver grundlæggende politiske og økonomiske forandringer, mener den amerikanske journalist, forfatter og klimaaktivist Naomi Klein. Foto: Kourosh Keshiri

Af Niels Boel, journalist og forfatter

Canadiske Naomi Klein er en af verdens førende klimaforkæmpere. For hende er opgøret med den fossile økonomi en moralsk fordring. Det drejer sig ikke kun om at redde kloden fra udslip af de altødelæggende drivhusgasser:

»Det handler også om at sige nej til et hierarki i vurderingen af liv. En syg forbrugskultur, der behandler natur og mennesker, som noget man kan bruge og smide væk«.

- Klimaforandringerne kræver grundlæggende politiske og økonomiske forandringer, siger Klein.

En klode af lossepladser og spildte liv
Naomi Klein var forbi København kort før klimatopmødet COP21 i Paris for sammen med sin mand, filminstruktøren Avi Lewis, for at promovere hans film Intet bliver som før: Kapitalisme versus klima. Filmen bygger på Kleins bog af samme navn.

Hun kalder sin nyeste bog for sin mest ambitiøse til dato. Det har været den, som var sværest at skrive, fortæller hun. Mens hendes tidligere bøger No logo og Chok doktrinen var polemiske indlæg mod neoliberalismen – den uregulerede kapitalisme domineret af store multinationale selskaber – er Intet bliver som før et anklageskrift mod 400 års kapitalistisk vækstideologi: Opfattelsen af naturen, som noget der skal domineres og udnyttes til fordel for vækst.

Naomi Klein bruger i sin bog udtrykket offerzoner for at beskrive de enorme områder og store befolkningsgrupper, som den rige verden har afskrevet i jagten på økonomisk vækst:

»Underkategorier af menneskeheden, der blev anset for at være mindre menneskelige, hvilket gjorde forgiftningen af dem i fremskridtets navn acceptabel på en eller anden måde.« Enorme skovområder ryddet af skovhugst, landskaber omdannet til ørkener på grund af minedrift efter udvinding af for eksempel canadisk tjæreolie. Men også migranter og arbejdsløse.

- Ideen om offerzoner er i hjertet af en økonomi baseret på fossil energi (kul, olie og gas). Der er altid en omkostning for mennesker og områder, siger hun.

Klein nævner øen Naura som et af talrige eksempler, men en af de mest oprørende. Gennem årtier var den tidligere paradisagtige Stillehavs-ø udsat for vestlige mineselskaber hærgen. Som resultat er 90 procent af det indre af øen et månelandsskab. Samtidig er kystlinjen truet af den øgede vandskab, som skyldes den globale udvindingsindustri og dens udledning af drivhusgasser.

- Grundet dets udvinding af fosfater er Naura altså ved at forsvinde indefra. På grund af vores kollektive udvinding er det nu også ved at forsvinde udefra, siger Naomi Klein.

I dag er Nauru blevet lejr for afviste indvandrere fra Australien, der som led i sin stærkt kontroversielle  integrationspolitik flyver dem til denne og andre Stillehavs-øer og betaler Nauru for at holde dem fangne.

Opgør med 400 års naturopfattelse
- Jeg tror, at en af grundene til, at vores kultur finder det så svært at se klimakrisen i øjnene hænger sammen med hastigheden i vores kultur. Det, at vi lever i en kultur, som er adskilt fra naturen og fra gensidigheds-traditionen i forhold til naturen. Alle kulturer har den tradition. Men de fleste af os i de velstående lande er adskilte fra den. Det handler altså ikke så meget om at opfinde noget nyt som at huske på de sider af vores kultur, mener hun.

For Naomi Klein skal der gøres op med det gældende økonomiske paradigme:

- Vi har et økonomisk system, som for enhver pris opmuntrer til kortsigtet vækst. Og omvendt har vi en klode, hvis overlevelse afhænger af, om vi begrænser vores forbrug af ressourcer.

Klimakrisen er i hendes øjne ikke kun en trussel mod menneskeheden. Den er også en chance for at gøre op med et økonomisk system, der ikke blot ødelægger miljøet, men også samfund og mennesker.

- Klimaændringerne er ikke den eneste krise, vi står over for. Vi står også over for en krise, der blandt andet handler om økonomisk og racemæssig ulighed. Og når vi nu alligevel gør op med brugen af fossil energi, så kan vi lige fikse nogle af
de andre problemer samtidig, siger hun storsmilende.

En kamp om den offentlige dagsorden
Interviewet  fandt sted sidste år lige før klimatopmødet i Paris, men det var allerede klart, at den socialdemokratiske regering i Frankrig ville forbyde klimademonstrationer under topmødet med henvisning til sikkerhedssituationen.

Klein frygter, at bomberne i Paris vil blive misbrugt af regeringer som andre nylige chok til at indgyde frygt og finde syndebukke. Mens klimaspørgsmålet ofte fejes til side af hensyn til mere presserende spørgsmål som økonomisk krise eller terror, peger hun på, at netop arbejdet med at løse klimakrisen – satsningen på grøn energi – kan kickstarte økonomien. Samtidig er klimakrisen også en bagvedliggende faktor bag de igangværende politiske kriser.

- Den langvarige tørke i Syrien er del af forklaringen på uroen i landet, siger hun.

Omsorg for kloden og for hinanden For Naomi Klein – hvis lille søn sov trygt i baggrunden – er det centrale i en værdimæssig ændring, at vi bevæger os fra en kulturbaseret på udvinding af menneskelige og naturbaserede ressourcer til
en kultur, hvor omsorg for kloden og for hinanden er i centrum.

- Vi har en kultur, der devaluerer omsorgsarbejdet. Om det drejer sig om omsorg for jorden, børnepasning eller sygepleje. Disse sektorer er de mest underfinansierede. Det er dem, som lider mest under besparelsespolitikkerne. Og dog er
det dem, som udleder mindst kuldioxid. Når vi taler om grønne job, tænker vi normalt på solpaneler. Men børnepasning er også grønne job!

- Vi glemmer, at grønne job også er job i uddannelses- og sundhedssektoren, det er pædagogerne, som tager sig af vores børn, kunstnerne. Her skal vi gerne se en enorm vækst i jobskabelsen. Men det er omvendt netop de sektorer, som holder for, når besparelsespolitikken folder sig ud for at øge kapitalistiske selskabers profitter, pointerer hun.

Naomi Klein peger på globale løsninger, hvor den offentlige sektor og kooperativer spiller en central rolle, fordi det er sektorer, som ikke er underlagt profit- og vækstmotiv. Opgøret med almægtige olieselskaber skal bane vejen for en mere decentral og demokratisk energimodel.

Omsorg for naturen og hinanden
For Klein skal vi have gensidighed og omsorg for naturen og hinanden i centrum allerede i den måde, vi opfører os på og behandler hinanden på nu, i vores bestræbelser på at indføre en anden økonomi.

- Det, ser jeg mange tegn på, er ved at ske. Aktivister er drevet af trang til at samarbejde i stedet for at konkurrere. I Tyskland har man i en lang række store og mindre byer rullet privatiseringen af energisektoren tilbage, fordi det gik for
langsomt med omstillingen til bæredygtig udvikling. Nu kommer 30 procent af elektriciteten fra vedvarende energi. På ganske kort tid oprettedes 400.000 job og 900 kooperativer.

- Løsningerne kommer ikke bare fra vores politikere. De kommer, når der er sociale bevægelser, som presser på for at få forandringer. Og når regeringerne er sårbare over for pres, understeger Naomi Klein.

Niels Boel er journalist og forfatter og har i en årrække boet i Latinamerika. Har tilrettelagt flere dokumentarfilm og sammen med Finn Rasmussen udgivet bogen ‘Det nye Latinamerika’.

Artiklen har tidligere været bragt i magasinet Global Økologi, som udgives af Det Økologiske Råd.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: