245.000 hektar dyrkes økologisk uden sprøjtegift

ØKOLOGI – (opdateret) Det økologiske landbrugsareal voksede med 13 procent fra 2016 til 2017 og udgør nu over ni procent af det samlede landbrugsareal i Danmark, viser nye tal.

Interessen for økologi vokser hos både børn og voksne. Billedet er fra Økodag 2016.

Det økologiske areal fortsætter sin eksplosive vækst og udgør nu mere end 245.000 hektar af det samlede landbrugsareal i Danmark. Størstedelen findes i Sydjylland, Nordjylland og Vestjylland, viser ny tal fra Landbrugsstyrelsen

Af statistikken fremgår det, at det økologiske areal fra 2016 til 2017 steg med 28.365 hektar, hvilket svarer til størrelsen på Langeland. Dermed er det økologiske areal nu oppe på mere end 245.000 hektar og udgør over 9 procent af det totale landbrugsareal i Danmark.

Det økologiske areal i Danmark har aldrig været større. 170.000 hektar er allerede fuldt omlagt og yderligere 75.000 hektar er under omlægning. I omlægningsperioden skal markerne dyrkes økologisk uden sprøjtegift og kunstgødning, men afgrøderne må først sælges som økologiske efter overgangsperioden.

Størst interesse i Syd-, Nord- og Vestjylland
- Jeg er glad for, at mange landmænd fortsat gerne vil prøve kræfter med økologien. Det er vigtigt, at vores landbrugserhverv kan producere de fødevarer, som forbrugerne i Danmark og på vores eksportmarkeder efterspørger, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Også Økologisk Landsforening glæder sig over den økologiske interesse blandt landmændene. Foreningens formand slår til lyd for en mere langsigtet politik, der rækker flere år frem i tiden.

- Om lidt er vi over 10 procent økologisk areal i Danmark, og der er behov for en langsigtet økologipolitik og investering for, hvordan vi kan fortsætte omlægningen, mener Per Kølster.

- Vi efterlyser en bred politisk aftale om en langsigtet plan, der skaber en samlet landbrugspolitik og økonomisk plan for omlægning af to, tre, fem gange så stort et areal. Det potentiale er reelt, og hvis vi ikke understøtter udviklingen, overlader vi det økologiske potentiale til tysk, svensk, hollandske og polske landbrug, advarer han.

Interessen for at dyrke økologisk er størst i Sydjylland, Nordjylland og Vestjylland. Her udgør det økologiske landbrugsareal henholdsvis 70.070 hektar, 52.844 hektar og 36.041 hektar.

I de tre landsdele er det henholdsvis Tønder (15.642 hektar), Ringkøbing-Skjern (11.772 hektar) og Thisted (8.372 hektar) kommune, der kan bryste sig af det største økologiske areal.

Økologiske slagtekyllinger og grøntsager populære
Det er ikke kun de økologiske marker, der fylder mere i landskabet. Også den økologiske husdyrproduktion er forøget det seneste års tid.

I staldene på de økologiske bedrifter er antallet af økologiske slagtekyllinger fordoblet fra 2016 til 2017, så der nu produceres 1,8 millioner økologiske slagtekyllinger i Danmark. Hertil kommer  produktionen af økologiske slagtesvin, som er vokset med mere end 30.000 svin. Antallet af økologiske malkekøer er steget med næsten 13.000 årskøer.

På markerne vinder er de økologiske grøntsager som gulerod, rødbede og squash gælder det nemlig, at de i 2017 i høj grad blev dyrket økologisk, svarende til mere end 40 procent af de pågældende grøntsagsarealer.

- Regeringen og Dansk Folkeparti støtter omlægningen til økologi og har netop sikret, at udviklingen kan fortsætte med de 39 initiativer i Vækstplan for dansk økologi. Vækstplanen skal sikre Danmarks position som en af verdens førende økologinationer, siger Esben Lunde Larsen.

FAKTA: Det økologiske landbrug i tal

  • Landbrugsstyrelsens statistik over økologiske jordbrugsbedrifter 2017 baserer sig på de økologiske bedrifters indberetninger og er dermed et øjebliksbillede af den økologiske jordbrugsproduktion per 31. maj 2017.
  • Overordnet viser statistikken, at det økologiske areal fra 31. maj 2016 til 31. maj 2017 steg fra 216.794 hektar til 245.159 hektar, hvilket er en stigning på 13 procent.
  • Dermed udgjorde det økologisk landbrugsareal i 2017 9,2 procent af det totale landbrugsareal i Danmark, hvilket er en stigning fra 8,1 procent i 2016.
  • Per 31. maj 2017 var 3.469 bedrifter enten autoriserede til økologisk jordbrugsproduktion eller havde søgt om autorisation. Det er en stigning på 296 økologiske bedrifter i forhold til 2016.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: