Byens bedste grød kåres i København

GRØD – Hvem laver byens bedste grød? Det bliver afgjort i morgen lørdag, når Københavns Madhus og grødbaren GRØD i Jægersborggade i København afholder danmarkshistoriens første københavnske grødmesterskab.

Grød kan laves på mange måder. I morgen kåres den bedste i København.

Ti køkkenmedarbejdere fra en række offentlige institutioner i København vil dyste om, hvem der laver byens bedste grød. Resultatet af deres anstrengelser vil blive bedømt på smag, kreativitet, konsistens, råvarekvalitet og udseende.

Shawarma grød med ananas, byggrød med tranebærsirup og en ’Waldorfgrød’ er blandt de indsendte opskrifter.

Dommerpanelet består af Carsten Kyster, kok og madskribent, Lasse Skjønning, kok og ejer af grødbaren GRØD og Kenneth Weixø, kok og projektmedarbejder fra Københavns Madhus.

Dommerne: Det lyder for vildt
- Jeg glæder mig sindssygt meget til at se hvilke grødkreationer de gode grødkokke fra Københavns institutioner kommer op med. Shawarma grød med ananas lyder for vildt, siger Lasse Skjønning Andersen, der er indehaver af cafeen Grød.

Også Kenneth Weixø, kok og projektmedarbejder i Københavns Madhus, ser frem til morgendagens arrangement.

- Grød har et stort potentiale. Man kan lave et måltid mad, der kan have en høj ernæringsmæssig kvalitet, og hvor man på en billig måde kan inkorporere økologiske råvarer i høj kvalitet. Samtidig med at det selvfølgelig kan smage rigtig dejligt, siger han.

Alle er velkommen
Gæsterne kan se mesterskabet løbe af stablen inde i Københavns Madhus og nyde grød og toddy lavet over bål – til både børn og voksne – i gården. Alle er velkommen, og hele arrangementet er gratis.

Børn, der har lyst, kan også prøve kræfter med at valse gryn og lave deres helt egen grød i Københavns Madhus’ gård.

Tanken bag mesterskabet og arrangementet er at sprede det gode budskab om grød som noget alsidigt, delikat, sundt og billigt. Desuden vil der være fokus på råvarer af høj kvalitet og udfordringen i at lave grød for forskellige målgrupper i offentlige institutioner.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: